SEXBREVKASSE

fre, 01 jul 2016

Interview med Scarlet Pleasure: Det her er vores ungdom

Scarlet Pleasure efter veloverstået koncert på Blå Scene, Nibe Festival 2016. Foto: Nichlas Stilling Hansen

Tekst: Maj Laden Nørgaard og Lisette Rønsig Larsen

Foto: Nichlas Stilling Hansen

?????? Det hele startede for Scarlet Pleasure, da de tre drenge mødte hinanden på Rudolf Steiner-skolen i Gentofte. Forsanger Emil Goll og bassist Alexander Malone mødte hinanden i 2. klasse og startede kort tid efter deres rapgruppe: ”Mors Drenge”. Gruppen gik desværre i opløsning i 6. klasse, men drømmen om at starte et band blev til virkelighed, da trommeslager Joachim Dencker startede i skolen i 7./8. klasse. Emil og Alexander blev inspireret af Joachims musikalske evner. På deres grædende knæ spurgte de, om de ikke måtte jamme lidt med ham. Og til vores alles store fornøjelse, sagde Joachim ”Ja”, og sådan blev Scarlet Pleasure til. Det er nok ingen overdrivelse, at det har været Scarlet Pleasures hidtil vildeste år. De har udgivet deres første album, været med i X Factor og spillet på utallige festivaler. Deres helt store drøm om at komme på Orange Scene på Roskilde Festival er også gået i opfyldelse. Vi fangede dem på Nibe Festival nogle dage inden den store koncert på Roskilde.

Nibe Festival 2016

Hvordan var det at spille på Nibe – og på en større scene end sidste år?

Emil:

Det var bare upgraded. Vi spillede her også for to år siden for 50 mennesker i et stort telt…

Alexander:

Dengang pakkede vi selv vores trommer og bas ud. Der stod måske 30 af de mest hardcore ude og ventede på os, og så var vi ”hey, vi spiller ikke lige endnu, vi skal lige have pakket gearet ud, og så kommer vi ind igen”.

Emil:

Og så kom der bare ikke rigtig flere.

Joachim:

Vi varmede op til Chili Klaus.

Alexander:

Han ”chili’ede” efter os.

Emil:

Så det var i hvert fald et kæmpe, kæmpe upgrade i dag. Det var sindssygt. Jeg var rimelig overrasket over, hvor syg energien var. Der var meget ungdomsenergi.

Hvor Tenerife var det på Nibe, hvor mange palmer giver I oplevelsen?

Alexander

: Der var mange, der havde resort-briller på.

Emil

: Jeg synes topkarakter, for hvis man kan gøre netop regnvejr Tenerife, så skal den helt op og ringe.  

Gossip-fact

De tre drenge afslørede, at de alle er optagede på kærlighedsfronten ?

Emil

: Vi har fået at vide af vores pladeselskab, at vi ikke må sige, at vi har kærester. Men vi må være ærlige og sige, at vi alle er optagede lige nu for første gang alle sammen på samme tid.  

Debutalbummet

Hvorfor har jeres nye album netop fået titlen ”Youth is Wasted on the Young”?

Emil:

Det er mest rammende for albummet – ikke, hvad det handler om, men hvad det er. Vi synes selv, at det vi havde lavet de sidste par år, bliver en stor del af vores ungdom. Når vi ser tilbage på det, så vil det her være vores ungdom. Og der er noget interessant i den ungdommelige energi, hvad man kan drive det til. Der er helt sikkert en tendens til, at mange bare vil ud og feste og måske ikke få sat noget i verden – det har vi måske også selv.

Hvordan fik I samarbejdet på nummeret ”Moments” med Frank Oceans producer Om’mas Keith arrangeret?

Emil

: Vi er kæmpe fans af Frank Ocean, og da hans plade kom ud, kiggede vi grundigt efter, hvem der havde medvirket på den. Her fandt vi navnet Om’mas Keith. Vi blev venner med ham på Twitter. Det er omkring to år siden. Så kontaktede vores label ham igen i november, og nu ville han gerne arbejde med os, fordi han havde set, at vi havde fået en platinplade. Vi tog derover, og det var en syret oplevelse.

Alexander

: Vi var lidt starstruck. For eksempel ringede Frank til Keith, mens vi sad i session.

Emil

: Og så sagde Keith til os…

Joachim

: ”I was supposed to work with Frank right now but I choose you guys.”

Hvor har I mødt jeres keyboardspiller Magnus og guitarist Niclas?

Emil:

Magnus var faktisk en rimelig klassisk audition. Louis (red. Samson) fra Julias Moon spillede keyboard før. Men så fik han for travlt med sit, og vi fik også travlt med Scarlet. Derfor lavede vi en audition med Magnus, og så var vi bare helt blown away.

Joachim:

Han er vanvittig dygtig.

Emil:

Han er klart den dygtigste musiker i bandet. Han er tovholder på musikken. Alexander og Joachim er dem, der arrangerer musikken, men når vi er i øvelokalet, er det Magnus, der kan alle akkorder. Han er gamle venner med Niclas, og så kom han ind ad den vej.

Samarbejde med Julias Moon og Nik & Jay

Der findes en version af ”Venus” på YouTube, hvor Louis Samson fra Julias Moon spiller med. Hvad går det ud på?

Joachim:

Det, er du faktisk den første, der graver i.

Emil:

I den periode boede jeg sammen med Louis, og vores lejlighed på Nørrebro var et lille kollektiv, hvor Alexander og Joachim sammen med Oliver og Nicolai (red. Kincaid og Gabold) fra Julias Moon også kom. Vi var hele tiden sammen og lavede musik på samme tid. Vi har gået i skole sammen. Louis gik to klasser under os. Han var sej nok til at komme op og spille fodbold med os, som den eneste. Og så fik han tilnavnet ”turbo-Bent”, fordi der var én, der sagde, ”Louis du er ikke super god, men du kan fandeme løbe hurtigt”. Så det er et langt venskab, der er mundet ud i al vores musik. Vi har også ramt ind i en slags fælles åre, især i starten. Men nu er der kommet et skel, og folk ved godt, hvad forskellen er. Men der er sikkert stadig nogen – onde tunger – der ikke kan. Vi gjorde det heller ikke lettere for os selv med P3 Guld og det afblegede hår.

Nu skal I også spille sammen på Smukfest. Hvad skal der ske der?

Emil:

Det bliver en hit-parade.

Joachim:

Når man ser på set-listen, så er den meget giftig. Jeg vil anbefale alle, der kommer til koncerten, at tage styrthjelm på.

Alexander:

Det er smukt, at man kan gøre det med nogen, man har kendt så lang tid.

Hvordan har samarbejdet med Nik & Jay været? Det er jo egentlig langt fra jeres musik, så hvad har I kunnet lære af de erfarne herrer?

Emil

: De er bare nogle legends. Det kan godt være, at vi ikke deler vildt meget musikalsk, men hvis man snakker R’n’B, så er de også vokset op med Craig David og Sisqo – og Usher selvfølgelig – der havde vi noget fælles. Men mest af alt giver de en vildt god energi.

Alexander

: Det er vores manager, som kender Nik rigtig godt. Vi sad oppe i et sommerhus i Tisvilde, da vi havde signet kontrakten i 2013, og den samme aften kom Nik og hjalp med at skrive. Jeg husker bare det scenarie med at skrive en pladekontrakt, som man har drømt om i mange år, samtidig med at Nik kommer ind af døren i solbriller og thai-bukser, og vi tænkte ”sker det her virkelig for os?”

Drømmen om Orange Scene gik i opfyldelse

Nu skal I spille på Orange Scene på Roskilde, hvordan føles det?

Joachim

: Det er sådan, man er begyndt at tænke over, hvad for noget tøj man skal have på, hvad man spiser, og man kan ikke sove. Men det bliver også en forløsning.

Emil

: Jeg glæder mig næsten ligeså meget til, når vi er færdige, og koncerten forhåbentligt er veloverstået.

Joachim

: For første gang i tre måneder så tror jeg, at man får sit liv tilbage, men det bliver jo fuldstændig hjernedødt. Det har været den største drøm – altid. ??????
None

None

Scarlet Pleasure, Nibe Festival 2016. Foto: Nichlas Stilling Hansen