"Sommerdrys" er titlen på Martin Ellermanns nye roman. Bogen handler om flugten fra de spørgsmål, der dukker op, når vi rammer livskrisen. Bogen er baseret på forfatterens observationer og egne oplevelser i den dunklere del af nattelivet.
I "Sommerdrys" møder vi 25-årige David. Efter et brud med kæresten vrider hovedpersonen sig fri af de svære følelser og selvindsigter. Og på kort tid forsvinder han dybere og dybere ned i en verden af alkohol, stoffer og distraktioner.
Forfatter og journalist Martin Ellermann (Foto: Anne-Mette Vinter)
”20’erne er en svær tid. Forventningspres, tvivl om hvad man vil og skal – samt fænomener som kvartlivskrise kendetegner årtiet. Og Sommerdrys handler om den eksistentielle krise, der rammer, inden du fylder 30,” siger forfatteren, Martin Ellermann.
Hovedpersonen i romanen finder en form for fred på natklubberne og morgenbarerne. Det er her rastløsheden og panikken bedst tøjles.
”Det er en meget ærlig skildring af de overvældende følelser, der pibler frem, når den første seriøse krise rammer et liv. "Sommerdrys" udspiller sig over tre dage og bygger på mine egne erfaringer og observationer fra nattelivet. Det er ofte her, du kan flygte fra problemerne,” fortæller Martin Ellermann.
Forfatteren er kommet på den anden side af ungdomskrisen og bor i dag med sin familie ved København. Men han vil gerne være med til at sætte fokus på den tilstand, hvor man panikker og famler i de livsafgørende valg – eller helt stopper med at se mening med de valg, man har truffet.
”Nogle af os er måske hårdere ramt af nostalgi og grublerier. Og nogle af os håndterer det nok ikke så hensigtsmæssigt, som andre,” slutter Martin Ellermann
Sommerdrys kan købes via Byens Forlag.