Over halvdelen af forbrugerne i både Danmark, Sverige og Norge anvender dagligt eller ofte telefonen under toiletbesøg. Det viser en undersøgelse fra MyTrendyPhone.dk.
Er du en af dem, der ikke længere bruger lokumslitteratur, men lokumstelefoni i stedet? Du er langt fra alene, viser en undersøgelse af mobilvaner blandt MyTrendyPhones over 76.000 følgere på Facebook i Danmark, Sverige og Norge. – Vores undersøgelse viser, at over halvdelen af deltagerne i både Danmark, Norge og Sverige ofte bruger mobilen, når de går på toilettet. Det ser ud til, at telefonen er blevet vores primære kilde til underholdning, når vi er på tønden, og at den klart har erstattet gammeldags lokumslitteratur. Telefonen er blevet en så fast og naturlig del af vores liv, at de fleste af os hiver den op af lommen, så snart vi venter på bussen, sætter os i sofaen og altså også på toilettet, fortæller Silvan Popovic, mobilekspert ved MyTrendyPhone.dk. Mere end 61 procent af de danske deltagere i MyTrendyPhones undersøgelse tager enten dagligt eller ofte deres telefon med på det lille hus. For svenskere gælder det for 54,2 procent af de adspurgte, mens nordmændene lægger sig i spidsen som de mest flittige lokumstelefonister. Hele 63,4 procent af vores broderfolk på fjeldet udnytter dagligt eller ofte tiden på toilettet med telefonen i hånden. Kun 11,9 procent af de norske forbrugere har angivet, at de aldrig bruger telefonen på toilettet. I Danmark gælder det for 18,9 procent af de adspurgte, mens det i Sverige er 14,6 procent.