SKAT vil hjælpe unge med at blive klogere på deres økonomi

SKAT vil hjælpe unge med økonomien

Er du også panisk angst for alt, hvad der ligner et skattekort, en forskudsopgørelse eller et fradag? Så er du formentlig ikke alene.

Mange unge vil nok kunne nikke genkendende til den urolige fornemmelse der kan opstå i maven, når snakken falder på økonomi. Er der styr på forskudsopgørelsen? Nej, formentlig ikke. Derfor har SKAT søsat en ny kampagne, der skal forsøge at åbne de unges øjne for den basale økonomi, inden det er for sent.

Hjemmesiden hedder skat.dk/unge og er relevant for alle, der stadig kæmper med at forstå, hvorfor rettelserne i forskudsopgørelsen er vigtige, og hvad det der frikort egentlig kan bruges til. På siden vil du bl.a. kunne finde gode og simple vejledninger til at:

– Styre lån og gæld

– Søge om boligstøtte

– Søge legater

– Søge om kørselsfradrag

– Rette forskudsopgørelsen, når du begynder på SU

LÆS OGSÅ: “Økonomisk håndsrækning til studerende inden for byggefagene”

Hos SKAT har man længe være opmærksomme på, at de unge sjældent selv tager initiativ til at få styr på økonomien.

“Kampagnen handler i bund og grund om at gøre de unge opmærksomme på, at de nok bliver nødt til at tænke lidt mere på deres basale økonomi. I dag reagerer rigtig mange unge på deres økonomi, men vi vil meget hellere have dem til at handle proaktivt,” siger Dorthe Espenhein, kontorchef hos SKAT.

“Når du først begynder at modtage støtte i form af fx SU, vil din økonomi ændre sig, og derfor skal du også ændre din forskudsopgørelse. Hvis du ikke får det gjort, ender du med en restskat, som kan være en ordentlig mundfuld på et i forvejen stramt budget,” tilføjer hun.

LÆS OGSÅ: “Økonomi når du flytter hjemmefra”

I forbindelse med lanceringen af kampagnen har SKAT fået produceret et par spots om de tanker eller mangel på samme, unge kan have omkring deres økonomi.

 

“Filmene er et forsøg på at italesætte den manglende opmærksomhed, der generelt er omkring de unges økonomi. Vi kan ikke bare læne os tilbage og vente på at de unge henvender sig, så derfor forsøger vi nu at råbe op og fortælle, at der faktisk er et sted, hvor de kan finde god og brugbar hjælp,” siger Dorthe Espenhein.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.