FILM, TV & TEATER

tor, 26 nov 2009

Skønhedsguruer giver pigerne våde trusser

En del unge, især piger, har problemer med at holde på vandet. Ifølge eksperter skyldes det, at unge piger drikker alt for meget vand. Det ser smart og sundt ud med den rigtige vandflaske i hånden. Men det kan give problemer med at holde på vandet. Især hvis den bliver fyldt op og drukket flere gange i løbet af dagen. Det fortæller sekretariatschef i Kontinensforeningen Aase Randtoft. Hun har arbejdet med vandladningsproblemer i otte år, og selv om man ikke kender det præcise omfang af ufrivillig vandladning blandt yngre kvinder, så er hun ikke i tvivl om, at det ofte skyldes, at de unge drikker alt for meget vand. - Inkontinens blandt de yngre kvinder er ofte livsstilsbetinget. I dag går de fleste konstant rundt med en flaske vand og indtager meget mere væske, end de har brug for, fortæller Aase Randtoft. Hun giver skønhedsguruer en stor del af skylden for, at de unge drikker alt for meget vand.. - Man hører ofte skønhedstips om, at man skal drikke flere liter vand om dagen for at undgå rynker og se frisk ud. Men har du nogensinde set en 20-årig med rynker uanset om de drikker meget vand eller ej, spørger hun.

Forkert råd

Klinikchef på rigshospitalets gynækologisk obstetrisk afdeling Lars Alling Møller bekræfter, at unge kan få problemer med at holde på vandet, hvis de drikker for meget. - Det er et tiltagende problem, at de unge drikker for meget, og det hænger sammen med en drikkekultur, hvor unge tror, de skal drikke fire liter vand om dagen. Men det er et ammestue råd, og med at til øge hyppigheden af inkontinens hos de yngre piger. Sammen med alt det vand de unge drikker, og al den frugt de spiser, bliver dagens indtag af væske til mange liter. Ifølge Lars Alling Møller behøver man ikke drikke mere end højest 1,5 - 2 liter om dagen for at holde væskebalancen i orden. Han understreger dog, at det ikke er alle, hvis problemer vil forsvinde med et nedsat væsketab. - Men har man problemer med at holde på vandet, så bør man som det første stoppe med at drikke så meget. Det vil afhjælpe problemet for mange, slutter Lars Alling Møller.

af Rasmus Barud Thomsen