ARTIKLER

tor, 14 dec 2017

Sød film om tyren Ferdinand er et hit til børn

Ferdinand har premiere den 14. december 2017.

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

 
None

None

Tyren Ferdinand er en ung tyr, som vokser op på en farm i Spanien, hvor de opdrætter tyre til tyrefægtning. Men Ferdinand har et stort hjerte, han elsker blomster og vil ikke kæmpe til tyrefægtning. En dag får han muligheden for at flygte fra farmen og møder nu pigen Nina og hendes far, som tager ham til sig og opdrætter ham på en blomsterfarm, hvor han får lov til at være sig selv. Da folk en dag ved en fejl tror, at Ferdinand er en farlig tyr, bliver han fjernet fra Nina og kommer tilbage til den farm, han voksede op på. Nu begynder en mission for at redde sig selv og hans gamle venner på farmen fra en skæbne i arenaen. Historien om Ferdinand kommer fra en bog skrevet af Munro Leaf i 1935. Den har dog aldrig været stor i Danmark, men Ferdinand er en figur, som har været en del af Disneys univers i mange år. Den nye Ferdinand-film er dog ikke lavet af Disney men af Blue Sky, som også har lavet Ice Age-filmene. I Disney og Pixars animationsfilm - som Toy Story, Løvernes konge, Inderst inde og Wall-E - er der både noget for voksne og børn. Blue Sky formår desværre ikke helt at gøre dem kunsten efter. Deres film har ikke samme dybde, og derfor formår de ikke at røre det voksne publikum. Ferdinand er dog en meget flot animeret film, selvom 3d-effekten ikke gør noget specielt for historien. Jeg glemte flere gange i filmen, at jeg så den i 3d, fordi effekten ikke gav meget dybde i billedet, og fordi ingen af scenerne egentligt havde behov for 3d'en. Men Ferdinand er en sød film om at få lov til at være sig selv og om at turde stå ved den, man er. Filmen er 108 minutter, og fordi historien er en smule naiv og banal, føles den lidt for lang. Men Ferdinand er sød og charmerende, og filmen vil helt sikkert være et hit blandt både store og små børn.