Soldaten er Gud

26-årige Avihai Stollar har været med til at skyde gasgranater mod 10-årige børn. Han var i Danmark for at fortælle om livet som israelsk soldat. Et job, hvor man behandles som en ufejlbarlig Gud. Alt er tilladt.

Avihai Stollar ville ikke være gået ind i hæren som frivillig

-I et demokrati bør samfundet sørge for, at landets hær følger nogle bestemte retningslinjer. Samfundet skal sørge for, at soldaterne opfører sig moralsk forsvarligt. Men sådan er det ikke i Israel. Her er soldaterne hellige, siger Avihai Stollar, der rejser verden rundt med udstillingen ”Breaking the Silence”.

Her vises billeder, som israelske soldater selv har taget fra de besatte områder i Israel. Billeder fra kampsituationer, ransagninger og forhør, men også billeder af smilende, unge mennesker, der ser fodbold, og for hvem konflikten bare er en del af hverdagen.

”Breaking the Silence” har til formål at fortælle, hvordan de israelske soldater oplever konflikten. Det er en beretning om, hvordan kombinationen af et dobbeltmoralsk samfund og den menneskelige natur skaber en verden, hvor 18-årige med våben i hånd bestemmer over liv og død.

Israelsk dobbeltmoral

Som alle andre israelske mænd måtte Avihai Stollar gennemgå tre års obligatorisk militærtjeneste. Han ville ikke være gået ind i hæren frivilligt, siger han. Han ligner heller ikke ligefrem en soldat, som han sidder der i et udstillingslokale i Øksnehallen i København. Han er spinkel af bygning og med dreadlocks i håret.

Han kommer fra en intellektuel familie, hvor man udmærket forstår at reflektere over ting og se objektivt på dem. Bare ikke lige, når det gælder den israelske hær.

Se også Avihai Stollar på TjeckTV

– Der er en kæmpe dobbeltmoral i det israelske samfund. På den ene side vil man gerne have et oplyst og fredeligt demokrati. På den anden side har man den der følelse af, at man altid skal kæmpe for at beskytte sig selv og sit land.
Selvom israelernes behandling af palæstinenserne i de besatte områder ofte kritiseres udefra, er det ikke noget, man konfronteres med i Israel.

– Vi mærker ikke noget til kritikken, når vi er i hæren. Tvært imod. Vi lever i vores egen lille verden. Og folk kommer op til os og siger ”Godt arbejde, soldat”. Familien støtter os, og samfundet støtter os.

Soldatens verden er enkel

Efter otte måneder i træningslejr blev Avihai Stollar sendt til Hebron, som israelerne styrer med hård hånd. Officielt for at beskytte de israelske bosættelser i det palæstinensiske område.

Og man går lynhurtigt i soldier-mode, uanset hvor oplyst og reflekterende man er fra starten, siger Avihai.
– Da jeg ankom til hæren, havde jeg en følelse af, at det var det rigtige at gøre, så jeg kunne forsvare mig selv og min familie. Det var på et tidspunkt, hvor der var mange selvmordsbombere.

– Men fornemmelsen for, hvad man kan og ikke kan gøre for at forsvare sig, rykker sig, i det øjeblik du træder ind i hæren. Mange mennesker i Israel har en forestilling om, at den israelske hær er den mest moralske hær i verden. Men så kommer man ind og ser, at det ikke helt forholder sig sådan.

– På min og de andre nye soldaters første dag i militæret fik vi en åbningstale, hvor det blev sagt direkte, at der ikke er nogen bedre følelse i verden end følelsen af at dræbe en terrorist. Dagen efter blev der sendt billeder rundt af døde palæstinensere, som andre enheder havde skudt.

– Formålet var selvfølgelig at få os op at køre over udsigten til at dræbe. Der blev pisket en stemning op om, at det ikke alene var helt normalt at dræbe, men at det faktisk var noget, man skulle stræbe efter.

– Og så tror jeg bare, at man automatisk gør sit liv enkelt, når man er soldat. Man parerer ordrer og tænker sort hvidt. Os og dem. Der var en dansk soldat, som så udstillingen. Han havde været udstationeret i Afghanistan, og han kunne nikke genkendende til alt, hvad jeg fortalte.

Smed gasgranater efter børn

Når man er i den enkle soldater-verden og er trænet fysisk og mentalt til at kæmpe, bliver man frustreret, når man ikke har udsigt til kamp, siger Avihai Stollar. Derfor begynder han og kammeraterne hurtigt at opsøge konfrontationer med palæstinenserne.

– Der var et tidspunkt, hvor vi kørte ind i en landsby for at patruljere. Der var ikke nogen egentlig grund. Jeg tror bare, vi kedede os. Da vi så kørte ind i byen, var der nogle 10-årige drenge, der smed sten efter os. Så vi skød gummikugler mod dem og smed gasgranater. Vi tvang også et af børnene til at gå foran os som menneskeligt skjold.

– Når du er i selve kampsituationen, giver det mening at gøre den slags. Vi var jo nødt til at forsvare os. Men det er jo noget, man er nødt til at leve med bagefter også, når man er ude af militær-regi igen. At man har skudt gummikugler og gasgranater efter børn.
– Og vi skulle jo slet ikke have været i den landsby overhovedet. Det var der ingen grund til.

Indoktrinering i skolen

Avihai Stollar kredser flere gange om den dobbeltmoral, som han mener, gennemsyrer hele det israelske samfund, inklusive skolesystemet. Han gik selv på en skole, der ikke var religiøst funderet, men gav indtryk af at være objektiv i sin undervisning. Bare ikke lige, når det kom til israelsk historie.

– I min skole lærte vi meget om fred og tolerance og respekt. Men på samme tid var historieundervisningen meget subjektiv. Det handlede om, at jøderne altid var forfulgte, og at vi har været uden skyld i alle de krige, vi har deltaget i. De udelader alle de ting, der stiller Israel i et dårligt lys.

– De siger aldrig direkte, at araberne er fjenden, men terminologien er meget ladet. Jødiske kampenheder bliver altid kaldt modstands-grupper, mens arabiske kampenheder kaldes bander. Så der er ikke nogen tvivl om, hvem der er helte, og hvem der er skurke. Vores fejl bliver ikke belyst.

Det personlige ansvar

På trods af at israelsk militær-, skole-, familie- og samfundsliv er gennemsyret af selvretfærdighed og en indstilling om, at væbnet kamp er den rigtige måde at agere på for Israel, så er Avihai Stollar stadig optimistisk omkring mulighederne for fred i landet.
– Ja, jeg er optimist. Vi var ikke langt fra en fredelig løsning for ti år siden, og jeg tror, der er mange både palæstinensere og jøder, der er trætte af konflikten. Men det handler om at tage et personligt ansvar. Det er så nemt at gribe til vold og bare følge stemningen.

– Og når man er soldat i krigen, er det svært at gøre noget. Hvis din opgave er at kontrollere de besatte områder, så er det sådan her, det bliver. Så det er folk i det israelske samfund, der er nødt til at handle. For det, der sker på den besatte Vestbred, sker i deres navn. Det er deres børn, der gør det.

– Det er også derfor, vi laver ”Breaking the Silence”. Vi henvender os til det israelske samfund og siger: Se her, hvad det er, I er med til at skabe. I har et personligt ansvar for det. Og I kan være med til at stoppe det. For vi er udsendt af jer.

Breaking the Silence

”Breaking the Silence” er en israelsk soldaterorganisation, der rejser verden rundt og viser, hvordan soldaterne oplever konflikten mellem israelere og palæstinensere.

”Breaking the Silence” indsamler vidnesbyrd fra værnepligtige og professionelle soldater, som har gjort tjeneste i de besatte områder på Vestbredden og Gaza-striben. Gennem oplysning ønsker organisationen at gøre folk klogere på, hvordan de israelske soldater opfatter arbejdet og konflikten.

”Vi tager ikke principiel stilling til, om besættelsen er rigtig eller forkert. Men vi ønsker offentligt fokus på de menneskelige konsekvenser af besættelsen – ikke bare for palæstinenserne, men også for soldaterne selv,” lyder det fra ”Breaking the Silence”.

”Breaking the Silence” har tidligere udstillet i USA, Holland og Schweiz.

Se også http://www.shovrimshtika.org/index_e.asp

af ERIK CHRISTIAN LARSEN – foto ERLING JØRGENSEN

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.