Bestselleren ‘EN-TO-TRE-NU!’ af Jesper Wung-Sung kan endelig opleves i de danske biografer. Filmen er en brutal linedans på kanten af klicheernes faretruende dyb om den første store teenagekærlighed og en sygdom, der truer med at rive det hele i stykker.
AfChristian Bødker Tegllund
»Hvad synes du?,«
spørger Clara Rosager, der netop har sat sig til rette overfor mig. Efter flere år som model og teaterskuespiller får hun nu sin debut på det store lærred. Hun spiller den kvindelige hovedrolle Cecilie i filmatiseringen af Jesper Wung-Sungs medrivende bestseller EN-TO-TRE-NU!, der får premiere landet over den 5. maj. Vi sidder på en hyggelig københavnsk kaffebar med udsigt til søerne. Nikolaj Groth der spiller filmens mandlige hovedrolle, Jeppe, er netop trådt ind af døren og har gjort os selskab ved det lille cafébord. Den skarpe forårssol, der denne onsdag eftermiddag har ramt Danmark, kan ikke helt nå os ved det lille bord bagerst i lokalet. Et par ihærdige stråler gør dog et forsøg, mens de kravler henover det mørke trægulv. Clara og Nikolaj lever for tiden i et vakuum. Der er flere uger siden, de havde deres sidste arbejdsdag på filmsettet, og denne onsdag i starten af marts er der stadigvæk omkring to måneder til premieren.»Jeg håber virkelig bare, den rammer bredt,«
siger Nikolaj, mens han læner sig frem over bordet.»Den skal ikke kun ramme de 14-16 årige, men også dem der er ældre. Vi vil jo også rigtig gerne have forældrene til at se den,«
siger han.
None
Enorm lykke og dyb sorg
EN-TO-TRE-NU! er fortællingen om den første rigtige, men også umulige kærlighed. Jeppe på 17 år og Cecilie på 16 år er nyforelskede, men finder snart ud af, at deres kærlighed er på lånt tid. Cecilie har kræft. De ved, at de må nyde hvert sekund, for måske er det hele snart forbi. Men det, de føler for hinanden, bliver om muligt endnu stærkere af døden, der som en skygge ånder dem i nakken. Men at leve er at turde dø, så det unge par udlever deres kamikazekærlighed for øjnene af deres hjælpeløse forældre med stor glæde og endnu større sorg til følge.»Historiens kontraster er jo ret ekstreme,«
siger Clara og fortsætter.»Kræft er vel noget af det værste, man kan blive udsat for. På den anden side er livet sjældent bedre, end når det er fyldt med forelskelse og kærlighed.«
Clara Rosager, 19 år, har rejst i hele verden for Unique Models siden hun var 15 år
På trods af filmens umiddelbare appel til de yngre seere sætter den en ære i ikke at pakke noget ind. Derfor må publikum også se på, mens Cecilies kræftforløb tager fart. »Det er først og fremmest en kærlighedsfilm, men det er bestemt en hård en af slagsen. Jeg synes, det er nødvendigt, hvis vi vil blive bedre til at forstå og snakke om kræft. Cecilie er ikke smuk skaldet, hun er fandme fucking skaldet! Det er da ikke rart at se, men det er sådan, virkeligheden ser ud,«
siger Clara med et insisterende blik.Store udfordringer
For at kunne fortælle historien om Cecilie måtte Clara Rosager blive klogere på livet som kræftpatient.»Jeg besøgte en række piger på Rigshospitalet. Jeg ved ikke hvad jeg forventede, men de var jo fyldt med livslyst og energi. Det kom virkelig bag på mig. Det gav mig sindssygt meget styrke at se dem og høre, hvordan de kæmpede for at blive raske,«
fortæller hun. Selvom Clara har lagt Cecilie fra sig, bærer hun stadigvæk rundt på et fysisk bevis fra rollen.»Jeg svedte og fik kvalme, da vi nåede frem til dagen, hvor jeg for rullende kameraer skulle tage saksen og klippe i mit lange hår. Det var da på ingen måde sjovt. Men efter at have mødt de piger på Rigshospitalet, kunne jeg jo kun sige til mig selv, at jeg skulle tage mig sammen og få det gjort. Hvis de kunne smile i en sygeseng, kunne jeg selvfølgelig også klippe mit hår. Der var ligesom ingen vej udenom, men det var da ikke nemt,«
siger Clara, mens hun hurtigt kører en hånd igennem de korte blonde lokker.
None
»Jeg skulle jo både skyde trepointsskud og dunke, men jeg kunne jo overhovedet ikke finde ud af det. Jeg er vist det, man kalder en klassisk fodbolddreng,«
fortæller Nikolaj med en vis afmagt i stemmen. Trods de dystre udsigter lykkedes det dog at opbygge et niveau, der var til at arbejde med for filmens instruktør.»Jeg trænede med nogle super gutter i næsten fem måneder, inden vi begyndte at skyde filmen, og så var spillerne fra Svendborg Rabbits bare vildt gode til at hjælpe. Så i starten var det rigtig meget basket for mig, men jeg endte faktisk med at blive helt vild med sporten,«
siger Nikolaj.De voldsomme følelser
EN-TO-TRE-NU! er en film fyldt med store følelser. Størst er kærligheden, men den trues konstant af skyld, frygt og død. Følelser som udfordrede de to unge hovedrolleindehavere.»Det var da en kæmpe prøvelse, men en fed en af slagsen. Jeg skulle tage hul på mange ting, som jeg ikke anede lå herinde,«
siger Nikolaj, mens han prikker sig selv på brystet. »Der er specielt en scene fra hospitalet, hvor jeg efter optagelserne skulle bruge en del tid på at blive mig selv igen. Jeg blev simpelthen nødt til at løbe en tur for at cleare hovedet og ryste oplevelsen af mig,« siger han og fortæller at Jens Jørn Spottag, der spiller Cecilies far, flere gange måtte lægge en arm om sin yngre kollega.»Vi havde jo nogle voldsomme scener sammen. På et tidspunkt kom han over og sagde, at jeg endelig ikke skulle skamme mig over at søge hjælp hos en krisepsykolog efter optagelserne. Man dykker jo ned i nogle meget traumatiske følelser,«
siger Nikolaj Groth, der er bedst kendt for rollen som den yngste søn i TV-serien ’Rita’. Ligesom Nikolaj måtte Clara selvsagt levere flere voldsomme og hjerteskærende scener som den kræftsyge Cecilie. »Der er specielt en scene i en ambulance, som jeg tænkte enormt meget over inden. Jeg havde vildt svært ved at forestille mig, hvordan det skulle ende, da jeg læste manuskriptet. Men da kameraerne først rullede, formåede jeg at komme et sted hen, hvor jeg bare kunne blive ved med at være hysterisk ked af det. Den skulle jeg virkelig også lige synke og ryste af mig efterfølgende.« Hun er dog ikke i tvivl om, hvor følelserne kom fra. »Jeg har rigtig meget temperament. Jeg græder, når jeg er ked af det, og jeg råber, når jeg er vred. Sådan er det bare. Derfor var det ikke svært at finde følelserne frem, men selvom man spiller skuespil, sætter det sig jo stadigvæk i kroppen,« siger hun.Håbet for modtagelsen
Solstrålerne der tidligere strakte sig henover caféens mørke gulv er efterhånden forsvundet ligesom kaffen i glasset. Cecilie og Jeppe lever dog videre i Clara og Nikolaj lidt endnu.
None
»Jeg håber bare, at nogle af dem der ser filmen vil lade sig inspirere en lille smule af Cecilie. Hendes livsglæde og kampgejst er enormt smitsom, og så er hun bare god til at slå fra sig,«
siger Nikolaj og smiler, inden Clara hurtigt tager over»mit store håb er, at dem der ser den kommer til at tro lidt på kærligheden. Og hvis den så også gør det nemmere at forstå de følelser, der er forbundet med en kræftdiagnose, kan vi ikke bede om mere. Hendes kamp er desværre alt for normal, så det nytter bare ikke rigtig noget, at vi er bange for at tale med hinanden om det.«
»Jeg svedte og fik kvalme, da vi nåede frem til dagen, hvor jeg for rullende kameraer skulle tage saksen og klippe i mit lange hår« »Det var da en kæmpe prøvelse, men en fed en af slagsen. Jeg skulle tage hul på mange ting, som jeg ikke anede lå herinde«
