SPORT

fre, 16 nov 2012

Cancergrill i frit fald

Solarium hænges op i 20 meter høj kran – og du kan få det til at falde ned!

Med en kombineret online og offline event sætter Solkampagnen fokus på de sociale betingelser, der medvirker til unges solariebrug. Det er Danmarks første liveevent på Facebook. Under overskriften Like – Klip – Sluk vil Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne afvikle Facebook-eventen med start d. 20. november klokken 16.00 på Operaens parkeringsplads i København, men allerede fra d. 1. november kunne man gætte med på Facebook om, hvilken snor der udløser faldet, når solariet falder ned. Den, der rammer rigtigt, vinder en iPad og en dj-session til skolefesten med dj’en Le Gammeltoft, som er en af Sluk Solariets ambassadører. Facebookbrugere kan hele tiden følge live med på Facebook, når snorene klippes en efter en, og når finalen nærmer sig, sættes der ekstra fokus på begivenheden. Ingeniører fra DTU har regnet ud, hvor mange snore der vil være tilbage, når solariet falder, og når vi nærmer os dette tidspunkt, vil Sluk Solariets ambassadører Le Gammeltoft og Rasmus Walter stå klar til at klippe den sidste snor. Alle er velkomne til at komme og se på, når solariet falder ned og slukker én gang for alle. Tidspunktet lanceres på Facebook om aftenen d. 20. november. Baggrunden for eventen er at sætte fokus faren ved at gå i solarium. ”Det kan være socialt smitsomt at gå i solarium. Unge, hvis venner eller familie går i solarium, har en større sandsynlighed for selv at blive solariebrugere. 6 ud af 10 unge solariebrugere følges nemlig med nogen fra deres sociale netværk, når de går i solarium,” siger Line Rasmussen, chefkonsulent i Solkampagnen. Det har fået Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne til igen at skærpe fokus på farer ved at gå i solarium. I år afvikles kampagnen ved at hejse et solarium op i cirka 20 meters højde. Og alle kan medvirke til at få solariet til at falde ned og slukke – blot ved at like Sluk Solariets Facebook-side og klippe en snor. ”For hver bruger, der deltager på vores Facebook-side, klipper vi en af de tusinde små snore, solariet hænger i. Begivenheden vil blive livestreamet på Facebook, så brugerne kan følge med, når deres mange likes udløser faldet. Deres online aktivitet får altså et konkret offline output,” forklarer Line Rasmussen. Med eventen håber Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne at kunne sætte omvendt fortegn ved den sociale spredning af solarieforbruget: ”I stedet for at bakke hinanden op i at gå i solarium, så håber vi, at flere unge vil gå foran og uden om solarierne og dermed smitte vennerne med god soladfærd,” udtaler områdechef for sundhed i TrygFonden, Mette Meldgaard.