tor, 10 sep 2015

Spring, kravl og balancer dig igennem efterårsferien

Ruben og Hjalte dyrker pakour i udstillingen PULS - en hverdag på hovedet

Kan dine børn ikke lade være med at klatre, kravle og hoppe rundt på legestativet, gelænderet, sofaen og andre udfordrende elementer? Så er de allerede godt i gang med at dyrke dét, der kaldes parkour. I efterårsferien kan alle børn og springglade voksen nu opgradere deres bevægelser til ægte parkour-tricks med professionelle parkourudøvere på Experimentarium City

Fra d. 10.- 18. oktober inviterer Experimentarium City på Papirøen til drop-in workshop i parkour hver dag mellem kl. 11.00 - 16.30. Parkourtrænere fra Street Movement viser, hvordan de legende let springer og bevæger sig fra den ene komplicerede udfordring til den anden, og lærer dig det samme.

Pulserende tricks

Bliv inspireret til sjov bevægelse i din hverdag, da parkour kan dyrkes alle steder. Lær tricket ’precision’, hvor du hopper fra en genstand til en anden og lander sikkert ved at holde balancen. Eller tricket ’underbar’ hvor du med armenes kraft trækker dig fra et sted til et andet. Hvis du vil varme lidt op, så start i udstillingen PULS –hverdagen på hovedet. Her kan du træne din balanceevne i Balancekøkkenet, øve dig i at hoppe højt i Hoppehegnet, undgå rebene i Forhindringsgangen og få pulsen ekstra op i Energitromlen. Gennemfør også PULS-jagten rundt i andre udstillinger, hvor du gennem forskellige pulserende udfordringer dyster mod dine venner eller familie.

Alle kan lære det

Martin Kallesøe, direktør for Street Movement, er en af trænerne, du kan blive oplært af. Han var en af de første, der stod for parkour-arrangementer i Danmark, og har udøvet parkour siden 2004:

”Alle kan lære det, og alle er velkomne. Parkour er ikke en konkurrencesport men handler om bevægelsesglæde og om fællesskabet. Det vigtigste er at lære at holde balancen og at kende sine egne grænser. Gør det hvornår og hvor du vil. Alle skolegårde, legepladser og gader har muligheder”

, fortæller Martin Kallesøe. Ruben Brandsborg på 11 år, går til parkour hos Street Movement og fortæller:

”Det er sjovt samtidig med, at det er hårdt, og du lærer tricks du ikke vil lære til idræt. Man skal bare hoppe ud i det.”

Pssst…dyrkes bedst i bøjelige sko.

Fakta om parkour:

Parkour er inden for de seneste år blevet en mere og mere populær aktivitet og livstil. Parkour handler om at komme fra et sted til et andet på den mest effektive og hurtige måde, udelukkende ved brug af kroppen. Oftest foregår parkour i bymiljøer, hvor bygninger, gelændere og vægge anvendes til at komme frem på. Parkour har bredt sig til hele verden, specielt gennem internettet, men er først blevet udbredt her i Danmark inden for de sidste 10 år. Street Movement har opvist og undervist i Danmark siden 2007, og består af en gruppe professionelle entusiaster. Deres ambitioner, gennem parkour, er at sprede glæde ved bevægelse, og gøre fysisk aktivitet til en positiv og naturlig del af det moderne menneskes liv.