MUSIK INTERVIEW & TRENDS

man, 06 okt 2014

Sprudlende, svensk popdiva der bryder sprogbarrieren

Den svenske popartist Linnea Henriksson viste overskud og farvespragende sceneenergi, da hun for nyligt indtog Ideal Bar. Den intime koncertoplevelse bekræftede endnu en gang, at svenskerne kan det at lave popmusik

 

Tekst: Oda Hustad

  Til trods for at Linnea Henriksson er på alles læber i hjemlandet Sverige, hvor hun blandt andet har vundet Årets Artist-prisen under P3 Guld og fået heftig rotation i radioen, er hun stadig ret ukendt i Danmark. Måske er det fordi, hun de seneste par år har opgivet sit engelske tekstunivers til fordel for modersmålet. Men da den sprudlende svensker for nyligt indtog Ideal Bar blev sprogbarrieren hurtigt glemt, for det var musikken og underholdningen, der stod i centrum. Og til trods den store overvægt af svenskere blandt publikum, vandt Linnea Henriksson formentlig nogle danske hjerter med sine fængende popmelodier og energiske sceneudstråling.  

Stemmepragt på syngende svensk

Med en gang Linnea Henriksson træder ind på scenen med sit pailletbelagte tøj og farvesprudlende, overskudsagtige personlighed, føler man sig overbevist. ’Fabulousness’ kender ingen sprogbarriere, og Halmstad-artistens stemmepragt og store tilstedeværelse lader sig nemt oversætte. Koncertens sceneshow blev ikke mindre underholdende af det otte mand store band, der stillede op i pink tøj med alskens instrumenter og højt energiniveau. Og i fronten af det hele stod Linnea Henriksson stædigt og leverede sine sommetider alvorlige, sommetider mundtre tekster på syngende svensk, pakket ind i fængende popmelodier.  

Popdiva, der skaber alsang

Hun kan minde lidt om den svenske MGP-diva Carola, men det gør ikke spor. For Linnea Henriksson prøver ikke at være andet end det, hun er: er konfettihorn af en popartist, der leverer melodier og tekster man kan synge med til. Og alsang blev der – dog mest hos den store svenske andel af publikum, der skrålede med på hendes nyeste hit ”Halmstad” om hjembyen med samme navn. Selv om man som dansker ikke helt kunne forstå alt det der svensk, følte man sig godt underholdt, da man gik hjem fra koncerten. For Linnea Henriksson er endnu et bevis på, at vores svenske naboer kan det at lave god popmusik.