SEXBREVKASSE

tor, 29 nov 2018

Stjerneskud og legender til Roskilde Festival

Roskilde Festival finder sted gennem otte dage fra lørdag 29. juni til lørdag 6. juli 2019.

Den franske popheltinde Christine and the Queens og hiphop-crewet Brockhampton debuterer på festivalen, mens synth-pop-duoen Tears for Fears spiller deres første danske koncert i årtier. I alt føjer Roskilde Festival 18 nye kunstnere til næste års festival.

The Cure, Robyn og Travis Scott pryder i forvejen toppen af Roskilde Festivals plakat i 2019, og med dagens 18 nye kunstnere forener festivalen endnu flere stilskabende ikoner med de nyeste musikalske strømninger på tværs af genrer og landegrænser.

Debuterende stjerneskud

Den 30-årige franske sangerinde Héloïse Letissier, har under navnet Christine and the Queens, skabt overvældende international opmærksomhed med sin forførende og nedtonede elektropop, der selvsikkert udfordrer kønsnormer såvel som genreskel. På hendes nye og særdeles roste album 'Chris' hører man ekkoer af Prince, Michael Jackson og Madonna, og på scenen fusionerer hun video, performance og koreografi, så et stilsikkert og uimodståeligt show er i vente, når Christine and the Quens spiller deres første koncert på Roskilde Festival. https://youtu.be/v8eulIH7tU0 Det Los Angeles-baserede hiphop-kollektiv Brockhampton har stået højt på publikums ønskesedler, siden gruppens popularitet eksploderede i kølvandet på album-triologien 'The Saturation' i 2017. Deres seneste album 'Iridescence' debuterede på toppen af den amerikanske Billboard album-hitliste tidligere i 2018, og udgivelsen vidner om, at Brockhampton er i absolut topform, når de til sommer lader deres berømmede og berygtede energi eksplodere på festivalpladsen.

Hitparade fra gendannet legendeduo

Dagens offentliggørelser bringer også gode nyheder til alle dem, der har gennem årene har drømt om at opleve et gendannet Tears for Fears. I 2019 kan drømmen omsider gå i opfyldelse. Med uforglemmelige hits som 'Shout', 'Everybody Wants to Rule the World', 'Sowing the Seeds of Love' og 'Head Over Heels' - og et pladesalg på over 30 millioner - har synth-pop-duoen Tears for Fears udøvet en uopslidelig og sofistikeret indflydelse på hitlisterne op gennem 80'erne og 90'erne. https://youtu.be/Ye7FKc1JQe4 I øjeblikket arbejder duoen bestående af Roland Orzabal og Curt Smith på et nyt album, og deres seneste hitparade af en koncert i Royal Albert Hall i 2017 høstede rosende anmeldelser for de fortsat følelsesladede stemmer og den euforiske og tidssvarende genskabelse af deres indflydelsesrige lyd. Derudover byder albumaktuelle Neneh Cherry, Spiritualized og Jungle på kærkomne gensyn på næste års festival. Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén siger: "Christine and the Queens og Brockhampton er på hver deres måde nogle af de mest interessante og stilskabende navne i øjeblikket. De er fantastiske performere på en scene, og sammen afspejler de også den kunstneriske diversitet og uforudsigelighed, som vi gerne vil vise med programmet, og som dagens 18 nye navne afspejler. At vi samtidig kan præsentere Tears For Fears' første danske koncert i årtier gør bestemt ikke vores egne forventninger til en fantastisk årgang 2019 mindre."

Disse 18 navne offentliggøres til Roskilde Festival 2019:

Brockhampton (US) Christine and the Queens (FR) Jon Hopkins (UK) Jungle (UK) Spiritualized (UK) Tears For Fears (UK) Converge (US) Denzel Curry (US) Flohio (UK) Joey Purp (US) Karkhana (EG) Konstrukt (TR) The Maurice Louca Elephantine Band (EG) Neneh Cherry (SE) Octavian (UK) Power Trip (US) Ross from Friends (UK) brenn. (NO) Roskilde Festival finder sted gennem otte dage fra lørdag 29. juni til lørdag 6. juli 2019. 32 ud af i alt 180 musiknavne er nu afsløret, og kunstnere som The Cure, Robyn, Travis Scott, Testament, Scarlet Pleasure og Julia Holter er også blandt de allerede offentliggjorte navne. Partout-billetter koster 2100 kroner, mens et begrænset antal endagsbilletter sælges for 1050 kroner. Billetter kan købet via roskilde-festival.dk.