MUSIK INTERVIEW & TRENDS

man, 11 jul 2016

Strafbart at dele billede?

Straffen for at dele børneporno kan være bøde eller fængsel i op til 2 år

Dreng på 14 år fra Hedensted Kommune

Hej, jeg har fået et billede af en piges tissekone, som jeg sendte videre til en af mine andre venner. Man kunne kun se tissekonen, men intet andet. Er det strafbart? Hvis ja hvad er straffen, og var der forskel i straffen, hvis jeg var 15 eller 18?

 Svar:

Hvis pigen var på din egen alder, så har du delt børneporno, og det er ulovligt. Uanset om man kan se hendes ansigt eller ej. Straffen kan være bøde eller fængsel op til 2 år, afhængigt af hvor alvorligt det har været. Hvor alvorligt det har været, kan f.eks. handle om, hvor mange man har delt det med, hvor mange personer man har billeder af osv. Når dommeren bestemmer straffen, vil han/hun tage hensyn til alderen (og dermed modenhed, viden osv.). Men din alder ændrer ikke ved, at det er ulovligt. LÆS OGSÅ: "Trussel om billeder på nettet" Hvis pigen var over 18, ville der ikke længere være tale om børneporno. Men det ville stadig være ulovligt at dele hendes billeder, uden at hun havde givet lov. Var hun under 15, da billedet blev taget, er det under alle omstændigheder ulovligt for dig at have, og så skal du slette det med det samme. Det lyder måske voldsomt alt det her med straf, og man kan tænke, at det jo bare er et billede. Men for dem, der pludselig oplever, at deres billeder bliver delt, er det enormt krænkende. Det kan også være en stor psykisk belastning hele tiden at være bange for, at ens billeder dukker op alle mulige steder. Forestil dig f.eks. en pige, der pludselig finder ud af, at de fleste drenge på hendes skole har set hende nøgen, fordi hun sendte et billede til en kæreste, som så har delt det til venner, som har delt det med deres venner osv. Kæresten sendte det oprindeligt kun til en enkelt person, men derefter har han jo ikke kunnet styre, hvad der så skete. Hvad skal du så gøre nu? Du skal slette billedet med det samme. Derudover skal du få din ven til at slette, og du skal blive helt sikker på, om han har sendt det videre til andre. Hvis han har sendt det videre, står han i samme problemstilling som dig, og så skal han også ud og have dem, han har delt med, til at slette det. Tak for alle spørgsmålene Sexlinien for unge siger tak for dit spørgsmål – vi håber, vores svar har medvirket til, at du måske kunne løse dine problemer. Har du mere at spørge om eller vil du have uddybet dit svar, kan vi også fanges på vores telefon eller chat på Sexlinien.dk, hvor vi også laver rådgivning, hvis du ikke lige kan bruge vores brevkasse igen. Vi tager telefonen kl. 15-17 og chatter kl. 17-19 fra mandag til torsdag. Fredag er telefonen åben kl. 15-17. Nummeret er 70 20 22 66.