STUDIELIV

fre, 05 okt 2018

Han tog kondomet af uden jeg vidste det

At smide kondomet undervejs kendes også som ’stealthing’ og er en ny trend – men det er en seksuel krænkelse. (Shutterstock)

Pige/Kvinde på 15 år fra Odsherred Kommune

Hej Sexlinien. Jeg er en pige på 15 år... For ca 2 måneder siden mistede jeg min mødom til en 19 årig dreng. Det hele skete ret hurtigt og jeg nåede ikke rigtigt at tænke over det, da jeg var ret fuld. Vi har efterfølgende haft sex et par gange til forskellige fester og han siger han ser mig som mere end en bolleven, men det virker ikke altid lige sådan.. Nå, nu til selve spørgsmålet; sidst vi havde sex var også med kondom, men da vi havde været i gang lidt, tog han det af, det gik først op for mig bagefter. Han kom ikke oppe i mig, nåede lige at trække sig ud. Jeg synes ikke det er okay, da jeg ikke ønsker sexsygedomme. Er det noget jeg skal sige til ham, og hvordan? og kan jeg være gravid? Hilsen fortvivlede mig

Svar:

Hej! Du har helt ret i, det ikke okay, men mere om det længere nede i vores svar. Der er desværre en risiko for at du kan blive gravid, også selvom han ikke fik udløsning inde i dig, fordi der kan have været sædceller i hans præsperm. Måske kan du nå at bruge nødprævention for at prøve for at forebygge, der opstår en graviditet? Hvis du ikke kender til nødprævention, kan du læse mere på Sexlinien.dk eller spørge på apoteket, hvor du samtidig kan købe nødpræventionen. Du har også ret i, at du kan risikere at være blevet smittet med en sexsygdom, så du kan sørge for at blive testet, når der er gået 1-2 uger efter I var sammen. Hans adfærd med at smide kondomet undervejs kendes også som ’stealthing’ og er en ny trend – men det er en seksuel krænkelse at gøre sådan, hvis drengen har sex med en som har bedt om brug af kondom. På Sexlinien har vi endnu ikke hørt, om nogen har prøvet at melde sådanne tilfælde til politiet, men set fra vores side mener vi, det er en seksuel krænkelse. For hvis en dreng eller pige vil undgå at bruge kondom, så aftaler man det på forhånd. Kan man ikke få en aftale om ikke at bruge kondom, må man lade være at have sex. Fordi han har overskredet den grænse, du har sat, og har udsat dig for risiko for at blive gravid og evt. smittet med en sexsygdomme, vil det være en god idé, at du fortalte ham, hvor forkert du synes, han har handlet. Du kan fortælle ham, at for piger er det alvorligt, hvis de f.eks. må gennemgå en abort pga. af det. Eller hvis de ender med at blive sterile pga. smitte med en sexsygdom. Det sidste risikerer drenge desuden også. Tak for alle spørgsmålene Sexlinien for unge siger tak for dit spørgsmål – vi håber, vores svar har medvirket til, at du måske kunne løse dine problemer. Har du mere at spørge om eller vil du have uddybet dit svar, kan vi også fanges på vores telefon eller chat på Sexlinien.dk, hvor vi også laver rådgivning, hvis du ikke lige kan bruge vores brevkasse igen. Vi tager telefonen kl. 15-17 og chatter kl.15-17 på alle hverdage. Nummeret er 70 20 22 66.