STUDIELIV

tir, 17 nov 2009

Tættere på Anna David

ANNA DAVID har stiftet ADELUX MUSIC. Herfra har hun netop udsendt tredje album, TÆTTERE PÅ, som hun føler, er 100 procent ANNA. (Fra TJECK, maj 2009)  Anna David er topspændt på, hvordan Danmark vil tage imod ”Tættere på”. Hun stråler om kap med forårssolen, da TJECK møder hende en formiddag sidst i april. Makeuppen er massiv og nylagt, krøllerne perfekte, og bling bling-smykkerne glimter i solen.    

Dit tredje danske album er ude. Hvad kan vi forvente os?

 - Jeg har jo taget skeen i egen hånd med mit eget pladeselskab ADeluxe Music. Derfor har jeg været med i alle processerne ved tilblivelsen af albummet. Så ”Tættere på” er 100 procent mig. Det er ikke en ny Anna, men den måde, jeg synger på, og mine tekster har udviklet sig.  - Jeg har også valgt at skrive numrene sammen med flere forskellige og har brugt flere forskellige producere på pladen. Det har udviklet den måde, jeg selv skriver på, og jeg synes, at albummet er blevet mere melodiøst.  

Hvordan er det at have sit eget pladeselskab?

 - Det er spændende, men der er rigtig mange ting, jeg skal klare selv. Men så bliver det mit produkt 100 procent, og det føles rigtigt godt.  

Du må have haft travlt, for det er kun knap halvandet år siden, ”2” udkom?

 - Det er sjovt, for jeg startede med at skrive til ”Tættere på” samme måned, som ”2” udkom. Der skete et eller andet, så jeg bare skulle i gang. Der er perioder, hvor jeg er meget kreativ. Andre gange føler jeg ikke, jeg kan skrive.  

Hvordan vil du beskrive genren på albummet?

 - Det er pop med inspiration fra R’n’B og hip hop, men der er også inspiration fra elektronisk musik og house. Og det er noget nyt, for jeg har aldrig rigtigt dyrket elektronisk musik. Det er lidt sjovt, hvordan man sådan kan ændre smag.  

Beskriv tekstuniverset på albummet?

 - Teksterne handler om alle former for kærlighed: Lykkelig kærlighed, forelskelse, sex, men også når der er rigtigt skidt og destruktivt. Ikke alle teksterne er helt personlige, der er også dem, jeg bare har skrevet ud fra en følelse eller en stemning.  

Hvem er målgruppen for ”Tættere på”?

 - Jeg tror egentlig, at albummet rammer bredere end de to andre plader, som nok henvendte sig til et yngre publikum. Jeg kunne godt forestille mig, at folk på min egen alder (24 år, red.) også ville synes, at ”Tættere på” er fedt. Det er min fornemmelse.  

Hvad betyder pressens holdninger til og anmeldelser af dig?

- Jamen, det betyder rimeligt meget, om pressen vil skrive om min musik, men anmeldelser tager jeg ikke så tungt. Jeg tror aldrig, jeg har fået en god anmeldelse – måske én. Men hvad ét menneske vurderer min plade til betyder ikke så meget. Det er sgu vigtigere, hvad mine fans synes.  

Hvad er dine planer her efter release?

 - Jeg startede min tour i april, og den fortsætter hen over hele sommeren. Jeg synes, folk skulle komme og høre mig live, for jeg har det fedeste band, der rykker helt vildt.  - Og så er jeg jo med i en tv-serie, som vi er ved at afslutte optagelserne til nu…  

Ja, du er skuespiller i TV2s kommende tv-serie ”Store Drømme”. Fortæl?

- Det er første gang, jeg spiller skuespil, så det har været meget spændende og udfordrende. Selvfølgelig har det også været hårdt, for jeg skulle færdiggøre min plade samtidig. - ”Store drømme” handler om et musikakademi, hvor jeg er en af fire unge, der alle drømmer om at blive noget stort inden for musikken. Primært handler serien om at udleve sine drømme, og det kan jeg jo sagtens forholde mig til.

Du er ung og har allerede opnået en masse. Hvilke drømme har du for fremtiden?

- På et eller andet tidspunkt vil jeg gerne forsøge mig internationalt igen, men lige nu vil jeg gøre alt for, at min danske plade får succes.

Har du nogle musikalske forbilleder?

 - Åh ja, jeg har mange. Mit største er Aretha Franklin, og så er jeg blevet megafan af Jennifer Hudson, efter jeg har set ”Dreamgirls”. Jeg har set den film 30 gange på grund af hende, ha ha. Beyonce, synes jeg også, er rigtig fed. De er nok mine tre største forbilleder.  - Så har jeg nogle forbilleder rent forretningsmæssigt: Anne Linnet er overdrevet sej. Hun har fem børn, og det kører for hende alligevel. Jeg synes også, at Madonna er ret sej, men hun har nok også en babysitter eller to, ha ha.  

Er der nogen, du drømmer om at samarbejde med?

 - Ja, jeg kunne vildt godt tænke mig at synge sammen med Craig David. Af danske artister er det Burhan G og Sanne Salomonsen.   

Anna og kærligheden

 

Har du en kæreste?

 - Det svarer jeg faktisk aldrig på. For man ser så tit på forsiden af sladderblade, at nu er dem og dem gået fra hinanden. Hvis jeg selv har en kæreste, og vi går fra hinanden, har jeg ikke lyst til at se det på en forside. Det er for hårdt. Så vil jeg hellere komme frem med det, hvis jeg en dag er blevet gift.  

Nå, men hvilke mænd falder du så for?

 - Jeg går meget op i, at den mand, jeg skal være sammen med, hviler i sig selv. Og han skal have det samme drive, som jeg har, og sine egne drømme. Han skal give mig plads. Og så skal vi have de samme værdier – han skal være familie-mand og meget kærlig, for det er jeg selv.  - Jeg kan lide alle typer – mørk hud, lys hud, mørkhåret, lyshåret, blå øjne, brune øjne, grønne øjne – det er personligheden, der tæller.  

Drømmer du om at blive gift?

 - JA! Og jeg vil meget gerne giftes og have mit første barn, inden jeg fylder 30.    

10 hurtige til Anna David

 Bytur eller venindeaften derhjemme?

Venindeaften derhjemme

Hip hop eller dance?

Hip hop

Øl eller mojitos?

Jeg kan ikke lide Mojitos, så det må blive øl

Løbetur eller fitnesscenter?

Fitnesscenter

Muskler eller hjerne?

Hjerne

Sushi eller steak?

Sushi

Kæreste-kedelig eller single-sjov?

Kæreste-kedelig, ha ha

Lars Løkke eller Helle Thorning?

Scheiße! Argh, Helle Thorning

Modemagasiner eller roman-klassikere?

Modemagasiner

Gucci eller genbrug?

Lidt af begge dele    

Diskografi

Anna David (2005) 2 (2007) Tættere på (2009)  

Af Kristina Abildgaard Köksal / foto Playground Music