Et svækket Metallica indviede Royal Arena

Metallica

3. februar 2017

Royal Arena, Amager

Anmeldt af: Amir Amirian

  Ved en 18-tiden sad jeg med nogle venner på Islands Brygge og fik nogle øl. Vi varmede op til årets første kæmpe event, åbeningen af Danmarks nyeste spillested og multiarena. Det sted man fremadrette vil tage til for at høre de store koncerter uden at man skal døje med Forum eller Parkens dårlige lyd. Royal Arena. Vi drager mod Amager og står af ved Ørestad. Det næste vi ser er en smuk bygning med trærammer ned langs siden. Akitektonisk smuk bygning og meget skandinavisk i udseendet. Jeg tager min plads ved publikum på gulvet og hopper ind på nettet, hvor jeg kan se James, Lars, Kirk og Rob livetransmittere deres opvarmning inden de går på scenen. Nu sker det! Ecstasy Of Gold fra The Good the Bad and the Ugly, som Ennio Morricone skrev i sin tid, og som efterhånden er blevet Metallicas kendingsmelodi. På storskærmen i loftet ser man spagettiwesternen spille. Det er tid til, at et af rock historiens største bands tager scenen. Til

Hardwired introen

går de ind på scenen og starten af koncerten byder på

Hardwired

og

Atlas, Rise!

Derefter kommer klassikeren

For Whom the Bell Tolls,

men man kan mærke at Metallica ikke er i topform. Det virker som om de holder tilbage. Jeg savner energien fra dem. Det er som om de kæmper og er energiske på scenen, men de kommer ikke udover scenekanten. Endvidere er lyden i arenaen ikke i tip top. Musikken lyder fantastisk, men vokalen kan man næsten ikke høre. James synger fint, om end ikke lige så godt som han plejer, men volumen mangler. Kirk Hammet var i sit es. Efter

Fuel

fyrer han en mega fed solo af, og man ka’ mærke hans fingre stadig giver kriller i publikums skridt. Herefter får Royal Arena en smuk ballade i form af

The Unforgiven

, som stadig er lige så smuk som den dag den blev skrevet. Desværre kunne man ikke høre meget af James vokal, og desværre var musikken så høj, at publikums fællessang udeblev. Herefter tog aftenen en uventet drejning. Det var som om bandet gav op, og ikke kunne mere.

Now That Were Dead

blev leveret på en så ikke overbevisende måde, at publikum stod bum stille, og alt energi og glæde over aftenens besøg fes ud af lokalet. Er dette Metallica eller hvad sker der her? Så sker det utænkelige. James hiver fat i Lars og de tager en snak på scenen imens Rob og Kirk smutter ned fra podiet. Derefter fortæller James, at han gerne vil stoppe koncerten og at han vil give en koncert en anden dag. Han har det dårligt og er syg, og han ved de lyder dårlig, hvorfor han ikke vil forsætte. Dette bliver mødt af 15.500 mennesker der råber NOOOOO. Jeg synes det er en mærkelig ting at gøre af James. Bevares det er meget nobelt, men det er sgu underligt. Ingen ville nogensinde råbe okay vi ses i næste uge. Folk har rejst fra nær og fjern for at se dem. Bl.a. stod jeg ved siden af en gut, der var rejst fra Marokko. Man vil altid høre et halv fesent Metallica frem for intet Metallica. Enten tager du konsekvensen og siger stop, ellers holder man sin kæft. Det andet giver ikke mening. James takker publikum for støtten og de forsætter med Moth Into A Flame. Hans vokal lyder ikke dårligt endnu, men man kan høre han har givet op og hans frustrationer gør at han ikke er nærværende. Det lød faktisk ganske godt, men energien udeblev og volumen er forsat for lav. Næste skud er

Harvest of Sorrow

og nu kan man høre, at James’ stemme er ved at knække. Han er træt og har brug for at hvile stemmen, men det er der ikke tid til. Over de næste sange

Confusion, One, Master of Puppets

og

Fade To Black

bliver James hjulpet lidt af publikum, men også kun lidt, da man næsten ikke høre folk pga. lyden overdøver dem. Efter

Confusion

leverer Rob en mærkelig og uinspirerende bassolo. Hvad fanden laver i? I er ikke et Jazz band hvor alle medlemmer skal have plejet deres ego og få deres 8 takter. Derimod leverede Kirk endnu en fed solo efter

One,

hvor han bl.a. smadrede guitaren hen af gulvet. Dette bed ham i røven, da han pga. tekniske problemer skulle bruge samme guitar til

Fade To Black,

hvilket resulterede i en forfærdelig intro med horrible falske toner. Nu sker der noget! Det er som om at Metallica har fået deres tro tilbage og energi tilbage. Selvom de ikke er i topform så leverer de 4 numre,

Seek and Destroy, Battery, Nothing Else Matters og Enter Sandman,

med smæk på, hvor man pludselig kender bandet igen. De giver den alt hvad de har og aftenen ender på et klimaks. Aftenens MVP er utvivlsom Lars, der havde hjemmebanefordel. Han gav den alt hvad han kunne hele koncerten igennem og man kunne mærke han ville give sine landsmænd en fantastisk oplevelse.         Han havde det sjovt og legede med trommer, også selvom trommerne ind imellem legede med ham. Alt respekt til Metallica! James du kæmpede, og det kunne man se, men du overlevede og gav dine fans en go' oplevelse, også selv om den ikke var ekstraordinær. Næste gang gør os den tjeneste at lade vær med at gi' op inden I går på.