MUSIK INTERVIEW & TRENDS

fre, 26 feb 2016

Tag en Tænkepause og bliv klogere

Der er indtil videre udgivet 37 Tænkepauser. Aarhus Universitetsforlag sender dog en bog på markedet hver eneste måned.

En pause er per definition ikke specielt produktiv. På Aarhus Universitetsforlag har man dog alligevel fundet en måde at gøre os alle lidt klogere, mens roen indfinder sig, og kroppen får et hvil.

Forlaget er kort sagt sat i verden for at udgive og videreformidle den forskning, der bliver begået på Aarhus Universitet. En disciplin der til tider kan trække tænder ud. Med bogserien Tænkepauser er det dog alligevel lykkedes at koge en kraftfuld buillonterning af lettilgængelig forskning på blot 60 sider. » Vi følte, at der var så mange gode historier og formidlere på universitetet, at vi blev nødt til at opfinde et format, som kunne få forskerne ud til den offentlighed, de fortjente,« siger Søren Mogensen Larsen, redaktionschef på serien. Tænkepauserne ligner med god grund hinanden til forveksling. Ligegyldigt om det er universet eller hjernen, der skal beskrives, får forskerne 60 sider at boltre sig på. Uden undtagelser. 60 sider som skal føre læseren igennem, alt hvad man bør vide om et emne for at kunne imponere sidemanden. For eksempel er de sorte huller i universet jo slet ikke huller, og den tidlige hjerneforskning startede såmænd med en amerikansk jernbanearbejder, som overlevede at få sit kranium gennemboret af en jernstang. »Inden vi begyndte at udgive bøgerne i 2012, skulle vi finde et format, der kunne håndtere den massive mængde af viden, vores forskere brænder for at fortælle. Vi endte på 60 pakkede sider med gode, konkrete og ofte overraskende historie, som derigennem leder frem til nogle mere generelle videnskabelige konklusioner. Vi forsøger altså at bevæge os ret langt fra det høje abstraktionsniveau, forskerne normalt befinder sig på,« siger Søren Mogensen Larsen. Selvom der udgives en Tænkepause om måneden, er det ikke et udtryk for en hurtig og smertefri proces. Det kræver hårdt arbejde og god planlægning at levere de mange udgivelser. »Tænkepauserne skal altid være lette at læse. Det er alfa og omega. Derfor bruger vi også enormt lang tid på at skære teksterne til. For hver bog er der altid indledende møder, telefonsamtaler og masser af mails. En tekst bliver ofte sendt frem og tilbage seks, syv eller otte gange, indtil vi synes, den har den helt rigtige og unikke stil, der kendetegner serien,« siger Søren Mogensen Larsen. Da Aarhus Universitetsforlag i 2012 lancerede Tænkepauserne, krævede det et stort opsøgende arbejde at få de travle forskere til at tage sig tid til denne folkelige formidling af deres hjerteblod. Men i takt med seriens stigende popularitet er dette billede efterhånden vendt på hovedet. »Bøgerne er blevet et varemærke for universitetet. I dag er det oftest forskerne selv, der henvender sig med gode idéer og emner. Det er forbundet med en vis prestige at kunne bruge en Tænkepause som visitkort. Jeg tror, der er mange af forskerne som synes, det er en rigtig fin måde at præsentere deres forkning. Pludselig forstår deres familier også, hvad det er, de egentlig bruger alt deres tid på,« siger Søren Mogensen Larsen.