ARTIKLER

fre, 02 mar 2018

The Florida Project er en smuk hyldest til barndommen

The Florida Project har premiere 1. marts 2018.

None

None

 

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

    Handlingen i The Florida Project løber over en sommer ved et motel nær Disney World i Florida. Den handler om den 6-årige Moonee, som bor på motellet med sine venner og sin unge mor. Børnene bruger sommeren på at drille de andre beboere, snyde sig til is, drille motelejeren og udforske området omkring motellet. Og samtidig bruger Moonee også tid på at komme tættere på moren, som har svært ved at finde sin rolle som mor for Moonee. The Florida Project er en ultracharmerende og farverig fortælling om barndommen. Den skildrer barndommens fantasifuldhed og naivitet på en meget smukt vis, som helt sikkert også er de unge børneskuespilleres fortjeneste. Brooklynn Prince, som spiller Moonee, er fantastisk. Hun portrætterer den unge pige på fornem vis, som et barn, der både elsker at drille de voksne og at opfinde sjove, fantasifulde lege. Willem Dafoe spiller motelejeren, og han giver også en dybt rørende og alsidig præstation. Bria Vinaite, der spiller Moonees unge mor, giver også en rørende præstation som den rebelske Halley. Sammenspillet i filmen er i det hele taget brillant og skaber en charmerende stemning i filmen. Filmen er instrueret af Sean Baker, der er en eminent independent-instruktør - han står blandt andet bag film som Tangerine. Baker laver lavbudget-film, der ligner en million, og som er ekstremt seværdige og dejligt anderledes. The Florida Project minder i stil og stemning om Little Miss Sunshine og fungerer smukt som en hyldest til til barndommen. Man kan ikke undgå at holde af filmen, som virkelig varmer om hjertet.