SEXBREVKASSE

tir, 02 okt 2018

Tidligere soldat sælger kunst for millionbeløb

Gennem det seneste år har Martin solgt værker for mere end 1,2 millioner kroner

Martin Brachér lever af at male. På de sociale medier følger 47.000 profiler By Brachér og agerer dermed primær platform for den 23-årige kunstner. Mens andre kunstnere lever af gallerier og udstillinger har Martin Brachér holdt sig til følgerne på Facebook og Instagram.

- Det er sociale medier, som jeg lever af. Det er her, jeg viser tingene frem, og min følgeskare er. Så jeg har ikke brugt tid og kræfter på udstillinger og gallerier. Gallerierne tager alligevel 50 procent, lyder det fra Martin Brachér.

Gennem det seneste år har han solgt værker for mere end 1,2 millioner kroner. Kendte navne som Vikings-skuespilleren Alex Høgh Andersen, Lukas Graham-trommeslageren Mark Falgren og ikke mindst Jeremy Bieber, far til Justin Bieber, ejer værker fra By Brachér.

Det er langt fra den tilværelse, som Martin Brachér havde tilbage i 2015, hvor han opdagede sine evner inden for kunstens verden. Som ansat i Forsvaret ventede han sammen med sin deling på at blive udsendt til Mali.

- Jeg stod lidt i en presset situation, hvor min familie ikke var helt oppe at køre over, at jeg skulle afsted. Så jeg blev faktisk ret presset og manglede et frirum, hvor jeg kunne koble helt fra, fortæller Martin Brachér.

Der førte til, at han købte sit første lærred og begyndte at male. Næste skridt blev at vise værkerne frem på de sociale medier. Her kom de første 1000 følgere hurtigt til, og et par værker blev solgt.

Men nogle måneder senere fik Martin Brachér og resten af delingen besked om, at de ikke skulle til Mali alligevel. Det var for farligt at sende dem afsted.

- Jeg fik at vide, at der ville gå tre år, før vi kunne blive udsendt, og jeg havde allerede været i Forsvaret i to år. Der så jeg mit snit til at forfølge kunstnerdrømmen og prøve at leve af at male, fortæller kunstneren.

I et år arbejdede han som skraldemand for at få økonomien til at hænge sammen, hvorefter kendskabet til den unge kunstners værker blev stort nok til at skabe en primær levevej.

Martin Brachér har således udelukkende levet af at sælge sine malerier siden januar 2017. Nu kigger den etablerede kunstner frem i tiden og ud over landets grænser.

- Mine planer er rettet mod udlandet. Så der kommer til at ske mange ting, der ikke kun er på de sociale medier. Hvis jeg vil videre, så skal jeg noget mere. Facebook og Instagram kan jeg ikke undvære, men de kan ikke få mig hele vejen, slutter Martin Brachér.

By Brachér har i skrivende stund knap 16.000 følgere på Instagram og mere end 31.000 på Facebook.