MUSIK INTERVIEW & TRENDS

fre, 10 jul 2015

Tjeck anbefaler: Årets grill til studerende

Sommeren er over os, og mens vi venter på, at grillvejret kommer tilbage, har vi testet en af markedets små, bærbare grills. Den er bestemt anbefalelsesværdig.

Charbroil X200, pris: 1199 kr.

Charbroil overtrækstaske X200, pris: 499 kr.

None

None

None

None

Anmeldt af: Amir Amirian

Grillsæsonen er over os, og det betyder, at der skal grilles på fuldt smadder - når det altså ikke lige regner. Da jeg bor i lejlighed, har jeg ikke plads til en stor grill, og derfor må jeg ty til engangsgrillen, når jeg skal mødes med venner i byens parker. Men aldrig igen! Ikke flere halvfærdige kyllingebryster og lunkne pølser.

Charbroil har lavet en transportabel grill, der har en passende størrelse. Den er stor nok til at lave mad til 6-7 personer, uden at man skal bruge flere timer, men samtidig lille nok til, at man kan have grillen med på cykel eller opbevare den ovenpå et skab. For at man kan have den med på cyklen, kræver det dog, at man køber tasken, da det ellers er for besværligt at cykle med den. Hvis du ikke vil investere i tasken, kan du i stedet fint gå med grillen i hånden.

X200 er en gasgrill, hvilket egner sig særdeles godt for os unge. Vi behøver ikke have kul, tændvæske og så videre opbevaret. Vi behøver kun den lille gasflaske. Det gør det nemmere at grille oftere, da man bare skal tænde for blusset og på meget kort tid, 2-4 minutter, er grillen varm. Så slipper man også for at høre ens smarte ven sige: ”Det er faktisk nu, kullene er helt perfekte”.

Desuden tillader mange parker ikke kulgrill, og det er altid problematisk at komme af med kul, når man sidder i en park. Og netop fordi X200 er en gasgrill, bliver den ganske hurtigt kold, når den slukkes. Til gengæld kan en tur i parken hurtigt kræve to flasker gas. De små gasflasker har nemlig det problem, at de bliver kølet ned, når de afgiver gas. Efter noget tid, får gasflasken problemer med at afgive gas, selvom den endnu ikke er tom. Det er derfor smart af have en ekstra flaske med, så man kan skifte. Heldigvis er der plads i tasken til både to gasflasker og nogle redskaber som en grilltang, stålbørste og så videre.

Størrelsen på risten er helt passende. Den kan holde nok kød og grøntsager til en familie eller en god venneflok. Endvidere er der plads til at have en rygeboks på grillen og grille kød samtidig. Man kan altså sagtens lege grillentusiast, selvom grillen ikke er så stor.

Det er samtidig nemt at grille med Charbroil, og man kan lukke låget på grillen uden problemer og uden at frygte, at flammen går ud. Desuden er der et termometer i toppen af låget, hvilket gør det nemt at holde øje med temperaturen. Det er særlig godt, når man griller en hel steg eller kylling.

Rengøringen af risten er forholdsvis nem, men det kræver en ordentlig grillbørste. Det hjælper dog at tage risten af og lægge den i blød i husholdningseddike. Man kan også hjælpe sig selv ved at gnide et halvt løg på risten, når den er brændende varm, og inden man griller. Så sætter kødet sig ikke fast.

Denne grill er virkelig det perfekte valg for unge. Man kommer nemt omkring med den, den kan opbevares i lejligheden, og man slipper for at gå på kompromis med grillkvaliteten. Her må man sige, at det ikke er størrelsen, men gørelsen der vinder. Jeg vil dog anbefale, at du også køber tasken.

Som et lille tip kan jeg sige, at Bilka disse dage ret ofte har tilbud på Charbroil, og at jeg af flere omgange har set grillen til 899 kroner og tasken til 249,50 kroner.