Når der er fantastiske navne som Jamie xx, Beach House, Wilco og Sigur Rós på plakaten lørdag på NorthSide, er det jo ikke så underligt, at billetten bliver eftertragtet. Alligevel er det skønt nu at kunne melde alt udsolgt af den billettype, der kun giver adgang til lørdag.
- Det er et meget stærkt lørdagsprogram i år, så jeg kan sagtens forstå, at folk gerne vil ud og opleve NorthSide og alle de spændende navne. Men vi tager aldrig for givet, at der vil blive udsolgt, så det er altid en dejlig fornemmelse, når det alligevel sker. Og skulle man være gået forgæves efter lørdagsbilletter, så kan jeg anbefale, at man køber en partoutbillet i stedet, så man også kan få set Beck, Duran Duran, Iggy Pop, Lukas Graham, The Chemical Brothers og alle de andre vilde navne, der spiller i år, siger talsmand for NorthSide, John Fogde. LÆS OGSÅ: "Slut med kontanter på NorthSide" Traditionelt set er lørdag altid den dag, hvor endagsbilletterne ryger først, men der plejer derefter ikke at gå længe, inden de også er væk til fredag og søndag. NorthSide har desuden kunnet melde alt udsolgt de sidste tre år i træk, og derfor opfordres alle til ikke at vente for længe med at investere i billetter, hvis man gerne vil med på festivalen til sommer. Som et yderligere incitament kan det fortælles, at det ikke er helt slut med offentliggørelserne, og at de sidste fire navne til årets program vil blive offentliggjort tirsdag 5/4 kl. 10.00. Line-up for NorthSide 2016: Alex Vargas, Av Av Av, Beach House, Beck, Bernhoft, Bloc Party, Blossoms, C Duncan, Caribou, The Chemical Brothers, Coasts, Damien Rice, Deftones, Den Sorte Skole, Digitalism, Duran Duran, Flume, Iggy Pop, Jake Bugg, Jamie Lawson, Jamie xx, Lukas Graham, Malk de Koijn, Marvelous Mosell, The Minds of 99, Phlake, Puscifer, Samm Henshaw, Scarlet Pleasure, Sigur Rós, Ukendt Kunstner, Unknown Mortal Orchestra, Velvet Volume, Wilco, Wolf Parade, Yeasayer og Yelawolf. NorthSide 2016 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 17.-19. juni, og billetter kan købes via NorthSide.dk.