GADGETS

man, 12 sep 2016

Kendt YouTuber gør erhvervsuddannelser synlige

Hands-on er et projekt, som blev etableret i 2013 af organisationerne DI, Dansk Metal, 3F, HK og Teknisk Landsforbund

YouTuberen Rasmus Brohave stiller skarpt på erhvervsuddannelser i industrien i de næste uger. Her undersøger han fire forskellige erhvervsuddannelser på danske industrivirksomheder.

Besøgene er resultat af et samarbejde mellem Rasmus Brohave og Hands-on om at gøre unge mennesker mere interesserede i at tage en erhvervsuddannelse i industrien. Rasmus Brohave er en såkaldt YouTuber, dvs. en person, som har sin egen kanal på YouTube, hvor han flere gange om ugen sender små videoer ud til sine følgere. Over 170.000 mennesker følger ham på YouTube, de fleste er mellem 13 og 19 år. - Jeg synes, det er supersjovt at komme ud og vise nogle mere ukendte uddannelser, og jobfunktioner. Det er vigtigt, at vi som unge kender til mange forskellige muligheder, når vi skal vælge uddannelse, fortæller Rasmus Brohave. Hands-on er et projekt, som blev etableret i 2013 af organisationerne DI, Dansk Metal, 3F, HK og Teknisk Landsforbund. Formålet er at lave forskellige aktiviteter, som øger interessen blandt både unge og voksne for at tage en erhvervsuddannelse i industrien. Det er der brug for i en tid, hvor danske virksomheder kan se frem til at mangle 44.000 faglærte i 2025. Læs mere om Hands-on her - Vi er glade for at samarbejde med Rasmus Brohave. Han er i øjenhøjde med de unge, og kan på en sjov og vedkommende facon give et positivt indtryk af, hvad det vil sige at tage en erhvervsuddannelse i industrien, siger projektleder for Hands-on, Thea Wanning. https://youtu.be/EEAWDcxGC7M?t=11

Rasmus Brohave har besøgt fire forskellige virksomheder, og undersøger en erhvervsuddannelse på hver virksomhed:

•Global Castings A/S, Lem: Industriteknikeruddannelsen •DONG Energy, Gentofte: Kontoruddannelsen •PP Møbler, Allerød: Maskinsnedkeruddannelsen •Trelleborg Sealing Solutions, Helsingør: Teknisk designeruddannelsen