GADGETS

søn, 22 jan 2017

6 gode råd til din kvote 2-ansøgning

Få nogen til at læse din ansøgning igennem, inden du sender den.

Tekst: Camilla Juhl

  • Undersøg de specifikke adgangskrav for din uddannelse

Undersøg de specifikke adgangskrav for din uddannelse, således at du målrettet kan træffe valg, som gavner din kvote 2-ansøgning. Kravene kan nemlig være ret forskellige, men du kan tjekke dem på uddannelsens hjemmeside.
  • Højskoleophold

Rundt om i landet er der mange højskoler, som udbyder forskellige linjer, hvor man har mulighed for at dygtiggøre sig og få større indsigt i det fag, man ønsker at søge ind på. Når du søger kvote 2, kan det på nogle studier tælle op, hvis du har gået på en fagrelevant højskole.
  • Studierelateret arbejde

Studierelateret arbejde er også en god måde at kvalificere sig bedre som kvote 2-ansøger. Her kan du for alvor få indsigt i det felt, du gerne vil studere, og det kan give dig en række kompetencer, som du ellers ikke nødvendigvis ville have haft.
  • Udlandsophold

Tag til udlandet – det gavner. Når du søger ind på kvote 2, er det næsten altid en god idé at tage til udlandet, hvis det har relevans for den ønskede uddannelse, eller hvis det kan styrke nogle personlige kompetencer.
  • Frivilligt, humanitært eller organisatorisk arbejde

Der er mange måder at få indsigt og øget kvalifikationer på. Frivilligt, humanitært eller organisatorisk arbejde er en af måderne, hvor du kan få indblik i det felt, du gerne vil studere. Derudover vægter det typisk også positivt, når uddannelsesstederne foretager deres helheldsvurdering.
  • God og gennemarbejdet ansøgning

Stavefejl, kludret sprog og lignende trækker ned på en kvote 2-ansøgning, så få nogen til at læse din ansøgning igennem, inden du sender den.