Pige/kvinde på 19 år fra Københavns kommune
Min kæreste og jeg har haft ubeskyttet sex i omkring 5 måneder nu. De sidste 4 måneder har jeg haft fået min menstruation, men den her måned virker helt anderledes. Den sidste tid har jeg haft problemer med oppustet mave, spænding i underlivet, hedeture og den slags. Jeg venter på min menstruation skal komme. Den kommer altid i slutningen af måneden, men min kæreste mener ikke, jeg får den, og når jeg spørger, hvorfor han er så sikker på det, kan han ikke forklare det? Jeg har taget utallige graviditetstests, men ingen af dem viser tegn på graviditet. Mit spørgsmål er: Findes der nogle kvinder, som ikke kan teste en stav positiv?SVAR:
Hej! Måske har du ikke taget graviditetstestene på det rigtige tidspunkt? Det er en ret almindelig fejl, at mange tager dem før testen kan vise noget. De fleste graviditetstester skal tages omkring menstruationstidspunktet eller cirka tre uger efter et ubeskyttet samleje før testen sikkert kan vise, om man er gravid eller ej. En graviditetstest måler på tilstedeværelsen af hormonet HCG i urinen – det er er kun tilstede i urinen, mens man er gravid. Hormonet dannes i kroppen, når et befrugtet æg sætter sig fast i livmoren. Efter nogle uger er der så meget af hormonet i urinen, at en graviditetstest vil reagere på det og vise, man er gravid. Der kan godt være lidt forskel på, hvor hurtigt forskellige mærker af graviditetstest, kan vise, om man er gravid. Så det gælder om at tjekke med brugervejledningen i pakken med graviditetstesten, hvornår man kan være sikker på, at testsvaret er korrekt. Tak for alle spørgsmålene Sexlinien for unge siger tak for dit spørgsmål – vi håber, vores svar har medvirket til, at du måske kunne løse dine problemer. Har du mere at spørge om eller vil du have uddybet dit svar, kan vi også fanges på vores telefon eller chat på Sexlinien.dk, hvor vi også laver rådgivning, hvis du ikke lige kan bruge vores brevkasse igen. Vi tager telefonen kl. 15-17 og chatter kl.15-17 på alle hverdage. Nummeret er 70 20 22 66.