Kvinde på 16 år fra Gentofte kommune
Jeg har en kæreste som presser mig til, at vi skal have oralsex og gå i bad sammen, og så skal jeg gøre nogle ting i badet som jeg ikke har lyst til. Han respekterer ikke mit "nej", for han siger, at "når en pige siger nej, så vil hun jo gerne". Og så siger han, at jeg "lige så godt kan vænne mig til de her ting". Han vil også have, at jeg skal onanere på ham, men jeg har ikke lyst, fordi han ser de her ting som en "selvfølge", og jeg er ikke sikker på, at han lytter og forstår mig.
Jeg har sagt fra igen og igen, men så siger han bare, at jeg jo ikke har "loven på min side" hvis jeg sladrer! Jeg har oplevet, at han har prøvet at give mig oralsex og så 2 min efter søgte at trænge op i mig selv om jeg sagde "NEJ". Men jeg oplever altså også, at der er et helt forskruet syn på, at en pige til hver en tid må sige fra, også selv om han ligger der og hans pik er stiv! Han siger, at jeg "snyder" ham, hvis jeg ikke "hjælper" med at få udløsning med hånden. Jeg synes ikke de her ting er ok. Jeg håber I kan skrive noget om, om ingen fyre kender til grænser!???!?
SVAR:
De her ting, din kæreste fortæller dig og gør med dig er heller ikke ok. Ud fra dine beskrivelser ser det ud til, at han har et problem med både at forstå grænser, med at have respekt for dig som en ligeværdig partner og han kender i hvert fald ikke loven. Din kæreste har ingen ret til at presse dig, og du skal endelig stå fast på dine egne grænser, og sige fra, hvis han vil noget, som du ikke har lyst til. Et nej er et nej, og det skal han respektere. Også selvom I er kærester. Bare fordi I er kærester, har han ikke lov til at presse dig til noget imod din vilje. Hvis han tvinger dig til noget, eller gør noget, som du har sagt nej til, kan det være et seksuelt overgreb. Det er strafbart og du har loven på din side, hvis han tvinger dig. Men du er nødt til at anmelde overgreb, hvis du vil have hjælp. At være i et kæresteforhold, hvor du bliver udsat for krænkelser, overgreb, løgn og manipulation, er ikke sundt for nogen. Det kan føre til selvhad, depression, mindreværdsfølelse og social isolation. Derfor tænker vi, at du måske skal finde en voksen til at snakke med om dit forhold og hvad der foregår i det. Det kan være din mor eller far, en lærer du har et godt forhold til eller andre voksne, du har tillid til. Hvis ikke han forstår disse ting, skal du måske overveje, om han er værd at være kæreste med, hvis ikke han respekterer dine grænser? Der er i hvert fald masser af drenge derude, som kender til seksuelle grænser og respekterer dem. Tak for alle spørgsmålene Sexlinien for unge siger tak for dit spørgsmål – vi håber, vores svar har medvirket til, at du måske kunne løse dine problemer. Har du mere at spørge om eller vil du have uddybet dit svar, kan vi også fanges på vores telefon eller chat på Sexlinien.dk, hvor vi også laver rådgivning, hvis du ikke lige kan bruge vores brevkasse igen. Vi tager telefonen kl. 15-17 og chatter kl. 17-19 fra mandag til torsdag. Fredag er telefonen åben kl. 15-17. Nummeret er 70 20 22 66.