Torben Chris og Thomas Hartmann er værter på årets Comedy Aid til fordel for misbrugsramte børn
Hvorfor stiller I op gratis i et velgørenhedsshow? »Det er jo en sjov måde for os at gøre en forskel på. Og så er det mega hyggeligt. Tit når vi komikere er ude, så er vi jo alene. Til Comedy Aid er vi en flok. Det er nærmest vores julefrokost, bare med den store forskel, at vi vågner op med god samvittighed, fordi vi støtter Red Barnet,« fortæller Torben Chris. Thomas Hartmann: »Med fare for at lyde frelst - verdens goder er utroligt ulige fordelt, og vi har, som professionelle komikere, været så usandsynligt privilegerede, at vi er i stand til at leve relativt komfortabelt af noget, vi nyder at lave. At optræde gratis et par gange om året, og derved rejse penge til en god sag er virkelig det mindste, vi kan gøre.« Har I et særligt budskab? »Selve showet må ikke udvikle sig til en løftet pegefinger. De folk, der sidder i salen, har jo allerede bidraget, og der er ingen grund til at prædike for konvertitterne. Der vil være en rød tråd igennem vores del af showet, men hvis man vil vide, hvad det er, må man købe en billet,« opfordrer Thomas Hartmann. Overskuddet går til børn i misbrugsramte familier. Er det noget at lavet sjov med? »Det er ikke sådan, at showet kun handler om det. Vi laver naturligvis sjov med det, men det er vigtigere for os, at showet bliver mega sjovt,« fortæller Torben Chris. »Det er ikke noget, vi laver sjov med - det er noget vi laver sjov imod,« bidrager Thomas Hartmann. »Der er jo i virkeligheden intet, man ikke kan lave sjov med. Humor er en måde, hvorpå man kan bryde tabuer. Det er en overtryksventil, der hjælper os til at lette stemningen omkring alvorlige emner.« Hvad går I ellers og laver? »Vi sender meget snart Men´s Room II på gaden på dvd og så udkommer vi begge med et one man show til næste år. Hartmann’s hedder Betamax og har premiere 31.01 og mit , som har premiere 19. marts, hedder Jyde Logik,« lover Torben Chris.Comedy Aid 2014
Årets sjoveste velgørenhedsshow. Uffe Holm, Lasse Rimmer, Simon Talbot og mange andre af tidens store stand-up-komikere optræder til fordel for Red Barnets arbejde for børn i misbrugsramte familier. Aarhus 27. December Herning 28. december København 30. December Billetsalg: www.fbi.dk