MUSIK INTERVIEW & TRENDS

lør, 11 jun 2016

Ubeskyttet analsex og klamydia

Klamydia kan godt overføres ved analsex

Kvinde på 18 år fra Faaborg-Midtfyn Kommune

Jeg har en ven, som jeg har sex med - altid beskyttet! Han vil gerne have sex uden kondom, men det vil jeg kun, hvis vi begge er blevet tjekket. Derfor blev han tjekket sidste uge. I mellemtiden "kom vi til" at have ubeskyttet analsex i lørdags. Igår fik han svar på testen; han har klamydia. Jeg gik i panik og blev derfor tjekket ved OUH imorges, men blev podet i skeden. Jeg tænkte ikke nærmere over det, men nu er jeg blevet i tvivl om, om det overhovedet er muligt at "støde på" eventuelle klamydia-bakterier ved den podning, når jeg jo ikke havde vaginal sex men analsex? Jeg er i tvivl om, om sygdommen er blevet overført til min skede, eller om jeg skal have foretaget en ny test. Hvis testen viser sig at være negativ (hvilket den lige meget hvad sandsynligvis er, da der kan gå op til 3 uger, inden sygdommen kan ses på en test), overvejer jeg at tage en hjemmetest "analt" og ikke "vaginalt". Vær sød at fortælle mig, om sygdommen spreder sig. Og tror I, testen er gyldig??

Svar:

Hej! Klamydia kan godt smitte til endetarmen og hvis I ikke har haft ubeskyttet samleje i skeden, så kan en test taget i skeden ikke vise om du er smittet. Testen skal være taget fra det sted, hvor du kan være smittet, altså i endetarmsåbningen. Selv hvis testen fra skeden viser, du er smittet, viser den ikke, om du samtidig er smittet i endetarmen. Du skal ikke tage en test fra endetarmsåbningen selv, men lade en læge gøre det. Det er ikke sikkert, at et hjemmetestsæt kan bruges sådan. Vi ved i hvert fald ikke, om det kan. Hvis den test, du allerede har fået taget på OUH viser, du er smittet, så vil det fortsat være nødvendigt at få testet, om du er smittet i endetarmen, da klamydia i endetarmen skal behandles med en anden type antibiotika. Vores bedste råd er derfor, at du tager på OUH igen og forklarer dem, hvor du kan være smittet – de har desværre bare antaget, at du kun kunne være smittet i skeden, fordi du var en kvinde. De burde have spurgt lidt mere ind til, hvor henne på kroppen, du kunne være smittet, før de tog testen. Og det er fint at vente med at blive testet til der er gået to uger efter jeres samleje med mindre du begynder at få symptomer på smitte i form af ubehag, udflåd eller blødning fra endetarmen. LÆS OGSÅ: "Onani og klamydia" Tak for alle spørgsmålene Sexlinien for unge siger tak for dit spørgsmål – vi håber, vores svar har medvirket til, at du måske kunne løse dine problemer. Har du mere at spørge om eller vil du have uddybet dit svar, kan vi også fanges på vores telefon eller chat på Sexlinien.dk, hvor vi også laver rådgivning, hvis du ikke lige kan bruge vores brevkasse igen. Vi tager telefonen kl. 15-17 og chatter kl. 17-19 fra mandag til torsdag. Fredag er telefonen åben kl. 15-17. Nummeret er 70 20 22 66.