SAMFUND

tor, 05 jun 2014

"Ukendt Kunstner" udgiver debutalbum

None

None

Ukendt Kunstner er klar med deres længe ventede debutalbum ’Forbandede Ungdom’, hvorfra hitsinglen ’Alting/Ingenting’ stammer. Albummet er en efterfølger til duoens platinsælgende EP ’Neonlys’ fra 2013 og indeholder 12 forskellige tracks.

”Synths glitrer som stjernehimlen, mens de slæbende beats svæver flygtigt som tåge over Dronning Louises Bro.” Sådan beskrev Soundvenue Ukendt Kunstners forlængede EP fra 2013, ’Neonlys’. Nu er duoen klar med debutalbummet ’Forbandede ungdom’, hvor hittet ’Alting / Ingenting’ er fra. Albummet indeholder titler som ’Begyndelsen’, ’Stein Bagger’ og ’Gennem Byen’ og skal cementere drengenes status på den danske musikscene. Ukendt Kunstner har allerede fat i en stor og stadig voksende lytterskare og har tilmed fået imponerende ord med på vejen fra den danske presse. Eksempelvis skrev Politiken sidste år: ”Melankolsk og gådefuld hiphop med hvidt læderbetræk, der damper af ensomhed og længsel – som en køretur gennem storbyens nattetomme gader, hvor neonlyset er dit eneste selskab.”

Som et fotoalbum

Også på livescenen har Ukendt Kunstner markeret sig, og det københavnske spillested Vega formulerede det sådan her, før duoens udsolgte koncert i december: ”Et af de navne, der for alvor påkræver sig opmærksomhed, er duoen Ukendt Kunstner. Rapperen Hans Philip og producer Jens Ole McCoy har med deres silkebløde, slæbende beats og melankolske tekster sørget for, at deres bandnavn er blevet selvmodsigende.” For en måned siden fik Ukendt Kunstner prisen P3 Talentet til P3 Guld, og den slags udmærkelser forpligter. Derfor er duoen ekstra spændte op til udgivelsen af deres første rigtige album. Rapper Hans Philip er selv en mand af mange ord, og om ’Forbandede Ungdom’ siger han: ”Du kan forvente 12 forskellige tracks, lidt som et fotoalbum. Hovedtemaet er det at være ung. Det at finde den eneste ene, uden at man egentlig vil slå sig ned. Det at være forvirret og forelsket på samme tid. Blandet med det, der er sket for os på de seneste år, hvor man bliver genkendt og anerkendt af andre.”

’Forbandede Ungdom’ er ude den 12. maj 2014 og udkommer på Forbandet Ungdom.