MUSIK INTERVIEW & TRENDS

fre, 15 maj 2015

Vi mangler udsyn

Tarek Hussein blogger om samfundets store spørgsmål, herunder fortæller han, hvorfor han synes, det er så vigtigt at tage valget alvorligt.

Af: Tarek Hussein, blogger

Vi har den seneste tid vænnet os til at høre om skibe fyldt med flygtninge, som drukner i og omkring Middelhavet. Senest mistede 900 mennesker livet. Prøv lige at tyg på den. 900 mennesker, heriblandt unge på din alder med drømme, håb og ambitioner, måtte slutte livet alt for tidligt.

Samtidig skal vi her i Danmark lægge øre til forkælede forældre, som er oprevne over, at deres børn havde en dårlig ståplads til en Frost-koncert, mens andre starter underskriftsindsamlinger, da de er forargede over Dansk Supermarkeds evne til at fordele samlekort ligeligt. Det er til at tude over! Det får mig ofte til at tænke over, hvad der gør, at vi nogle gange glemmer, at der er en verden derude, som er meget større, og som får vores små bekymringer til blegne. Hvorfor vænner vi os til nyheder om drab, krig og fattigdom?

Jeg tror, det skyldes, at den der verden derude er så langt væk, og at vi reducerer de forfærdelige nyheder til et to-minutters indslag i aften-nyhederne. Selvom vi ser billederne og hører ordene, så siver det i virkeligheden ikke ind, at det er rigtige mennesker af kød og blod, som det handler om.

Jeg har altid haft den teori, at et af vores største problemer herhjemme er vores manglende udsyn. De fleste har forældre, som arbejder året rundt fra otte til 16, og om vinteren tager man til St. Tropez eller Norge, mens sommerferien foregår på Gran Canaria, Mallorca eller Sunny Beach. Alle steder, hvor kulturen, maden og folk ligner os selv på mange måder.

Derfor oplever vi sjældent Afrika, Asien, Sydamerika og alle mulige andre steder, der adskiller sig fra vores hverdag på godt og ondt. Alle disse steder reduceres til eksotiske billeder i feriemagasiner. Min pointe er, at vi har brug for at komme ud! Ud og opleve verdenen og med egne øjne se den fattigdom og de vilkår, som store dele af verdens befolkning lever under. Så kan det være, at det alligevel ikke er så slemt, når vi ikke kan få den nyeste iPad eller de nyeste Levis-jeans.

Læs mere fra TJECK Magazines bloggerteam og besøg Tareks blog på www.Tarek.dk