KROP & SIND

man, 24 nov 2014

Virker p-piller i pausen?

Kvinde på 18 år fra Assens

Spørgsmål: Virker P-piller også i pausen? Hvis ja, hvorfor? PS. Det er min første måned på p-piller. Svar: Ja, alle p-piller virker også i den pillefri pause. Pausen må bare ikke vare i mere end syv dage, men må godt være kortere. Du skal også have taget en hel blisterpakke siden du holdt pause sidste gang, før du holder pause igen. Som regel er der p-piller til 21 dage i en blisterpakke. Det er dog vigtigt, at du læser indlægssedlen på de p-piller, du har fået, da der kan være små variationer imellem mærkerne. Kort fortalt virker p-piller ved at forhindre ægløsning. Der er derfor ikke noget æg at befrugte og man kan derfor ikke blive gravid. I de dage man holder pause, kan ægget ikke nå at blive klar til ægløsning. Derfor virker pillerne også i den periode, men det er også derfor pausen ikke må være mere end 7 dage. Bliver pausen længere, begynder den proces, der fører til ægløsningen, og så risikerer man graviditet. P-piller gør desuden slimen i livmorhalsen ugennemtrængelig og sej, så hvis det sker, at et æg bliver befrugtet, kan det ikke sætte sig fast i livmoren.