MUSIK INTERVIEW & TRENDS

tir, 25 aug 2015

Years & Years er klar til Store VEGA

Elektropoperne Years & Years er klar til at indtage scenen på Store Vega den 24. november

Indtil for nylig var 25-årige Olly Alexander mest kendt for sine mindre roller i en række forskellige film. Men de bedrifter har hans band, Years & Years, på rekordtid overhalet indenom. I juli udkom nemlig trioens hitspækkede debutalbum, "Communion", til overvældende respons

Forsanger Alexander, bassist Mikey Goldsworthy og keyboarder Emre Turkmen havde allerede haft en lille række hits inden fuldlængdedebuten – herunder "Desire" og især "King", der bragede ind på førstepladsen på den engelske singlehitliste med over 100.000 solgte singler og streams. https://youtu.be/g_uoH6hJilc Og det danske publikum lyttede tilsyneladende med. I hvert fald havde Years & Years ingen problemer med at fylde Pumpehuset i april, inden de i juli optrådte på NorthSide-festivalen i Aarhus. Og nu er den populære trio såmænd hit-slagkraftig nok til at spille VEGAs store sal op. "Communion" blev af anmelderne rost for de mange stærke hits. Både toneangivende AllMusicGuide og DIY Magazine gav karakteren 4 ud af 5, og sidstnævnte skrev: “Broaching love, lust, power-dynamics, jealousy, and heartbreak along the way, Years & Years bring that all important human touch to their massive pop anthems”. Alt det kan man til november opleve på egen krop; hittene, kærligheden, lysten og jalousien, når den karismatiske Olly Alexander og resten af Years & Years indtager scenen i Store VEGA

den 24. november - forsalg starter den 26. august kl. 10.00