MUSIK INTERVIEW & TRENDS

ons, 04 jul 2018

Levende legende holdte afskedskoncert i Royal Arena

Paul Simon

Royal Arena, Amager

3. juli 2018

 

Musikhistorie når det er vigtigst

Jeg er en af de, der mener at man skal se tilbage i musikhistorien før man kan forstå, hvor musikken er i dag. Det er ganske få, der har afsat aftryk i musikhistorien som denne mand, og i en periode, hvor vi hvert år mister legender, hvor radioen alene er præget af døgnfluer, og hvor musikken har samme kvalitet og mættende følelse som en Big Mac, så er det en udsøgt fornøjelse at være i selskab med ingen ringere end Paul Simon, der gæstede København tirsdag aften. Hans karriere er intet mindre end imponerende, og i min optik kan den ikke beskrives med ord, men skal føles igennem hans musik. Fra hans tid i Simon & Garfunkel til hans solokarriere, hvor han udgav et af musikhistoriens største albums, Graceland, så forbliver Paul Simon en af musikhistoriens vigtigste kunstnere.   Læs om Graceland albummet her: Graceland – Et farveblind album  

Når musikken rører en ind til knoglerne

Det kan godt være, at Simon er ved at være en gammel herre, der har rundet de 76 år, men han har stadig en masse musik og energi i sig. Bevares, det krævede nogle sange før Pauls energi og vokal kom i sit rette element. Han fik rettet en sløv start op, og efter en 5-6 sange, så virkede Paul Simon mest af alt som en ung mand fanget i en gammel mands krop - også selvom hans vokal ind imellem blev lidt udfordret. Hans vokal var oftest ligesom i hans yngre dage - ja ganske vist vidunderlig. Personligt blev jeg enormt rørt, da han trådte ind på scenen til tonerne af America, og endnu mere da musikken blev slået an til 50 Ways To Leave Your Lover. Det er sjældent, at man får en klump i halsen under en koncert. Igennem aftenen blev der delt en masse anekdoter, og bla. fortalte han om hans første koncert i Danmark, hvor han blev tilbudt et hiv af en joint inden han gik på scenen, og endte med at skvatte og smadre stemmeskruen på han sprit nye Martin guitar. Han fortalte en masse sjove historier om hans sangskrivning, og hvordan han udviklede sig igennem årene – han har været en aktiv musiker igennem 7 årtier. Paul Simon havde taget et kæmpe orkester med sig, hvilket han udnyttede til fulde. Han bød op til dans med The Boy In the Bubble, That Was Your Mother, Me and Julio Down By the Schoolyard m.v. Publikum begyndte dog først for alvor at danse under Diamond On the Soles of Her Shoes, og under You Can Call Me Al var der ikke en eneste hofte I Royal Arena, der ikke bevægede sig – på nær dem, der var brækket. Selv på anmelderrækkerne rejste de kritiske smagsdommer sig op og viste deres begejstring. De afrikanske rytmer kan virkelig noget særligt. Han spillede også dele af koncerten omringet af et mindre symfoniorkester, hvor han startede med Rene and Georgette Magritte With Their Dog After the War, som han omtalte som sin mest mærkelige sangtitel. I denne konstellation fik vi også en alternativ version af Bridge Over Trouble Water, dog havde jeg sat større pris på det, hvis han havde holdt sig til originalen, som er intet mindre end magisk.  

Ingen lefleri

Koncerten havde dog også sine mindre sindsoprivende perioder, hvor vi fik nogle af hans nyere numre, samt numre som nok er vigtigere for ham at spille end for os at høre, heriblandt sange fra The Rhythm of the Saints. Det er lidt en skam, for med et sådan arsenal af et bagkatalog, så kunne han virkelig have overrasket Royal Arena, men i stedet fik nogle perioder, hvor stemningen døde ud.  

En smuk afsked, der bestemt var en legende værdig

Paul Simon skaber det rene poesi, og aftenen var bestemt legenden værdig, selvom man har set ham bedre. Still crazy after All the years var et smukt øjeblik, Homebound gav mig gåsehud, The Boxer gjorde mig salig og vemodig på samme tid, og Sound of Silence fik det til at løbe koldt ned ad ryggen og min krop begyndte at dirre. Storskærmen i baggrunden er slukket, og det samme er alt lyset på scenen på nær ét spot, og stilheden lægger sig over Royal Arena.  
None

None